Telia nu næststørst på erhverv

Afskedigelser og flere erhvervskunder sikrer Telia Danmark »en flyvende slutning« på et hårdt kriseår.

Telia har slået Telenor som næststørste teleselskab for det danske erhvervsliv. Administrerende direktør Jesper Brøckner er tilfreds. Foto: ITEK Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Telia har slået Telenor som Danmarks næststørste teleselskab til erhvervslivet. Samtidig rundede den danske del af Nordens største teleselskab en milliard på driftsresultatet i 2009, selv om det har været et hårdt år.

»Vi holder os stabilt og er godt på vej. Vi har i 2009, som var et hårdt år, i Danmark fastholdt overskudsgraden og rundede en milliard kroner på driftsresultatet, hvilket er ganske tilfredsstillende. For første gang er Telia nu næststørst på erhvervsområdet, efter at vi har fået en masse store kunder, f.eks. DR, ind. Og når først man begynder at få medvind på erhvervsmarkedet, spreder det sig,« siger en glad Jesper Brøckner, administrerende direktør for Telia i Danmark, til Business.dk.

Færre medarbejdere

Omkring 40 procent af Telias kunder er erhvervskunder, cirka 60 procent privatkunder.

Afskedigelser er med til at sikre fremgangen.

»Det har kostet et par hundrede arbejdspladser, vi har revurderet en række produkter, og vi har brugt penge på at markedsføre os. Samtidig har vi internt strammet utroligt op efter - berettiget - at have fået nogle tæsk,« siger Telia-direktøren.

Telia vandt i julekvartalet 42.000 flere mobilkunder og har nu 1,46 millioner mobilabonnenter, hvorved der stadig er en bid vej op til nummer 2 i Danmark, Telenor, som onsdag fremlagde sine resultater og mønstrede 2,03 millioner mobilkunder.

»Vi har haft en flyvende slutning på 2009 og har en flyvende start på 2010 med udsalg og en bredbåndskampagne. Erhvervssalget ligger desuden langt foran den interne plan, så jeg er absolut optimist for 2010. Vi har nok Danmarks mest talende privatkunder, nemlig meget store mængder af ungdoms- og familiekunder, der taler rigtigt meget, og derfor er der ikke hos os den traditionelt store forskel, hvad vi tjener på privat- og erhvervskunderne,« siger Jesper Brøckner.

Frafaldet af kunder (i fagsproget kaldet »churn«), som i mange år har plaget Telia, er blevet mindre. Samtidig er den enkelte kundes forbrug i tale og data højere end Telenor, som Telia konkurrerer med om andenpladsen i Danmark efter TDC, der fortsat er ubestridt førende inden for både fastnettelefoni, mobiltelefoni og bredbånd. Også hos Telia er kundernes forbrug dog dæmpet noget i kriseåret 2009.

Overskud på bredbåndsforretningen

Telias satsning på at sælge Internet-forbindelser har båret frugt.

»Vi er meget stolte over på kun et enkelt år at have ændret et tocifret underskud til et tocifret overskud. Samtidig har vi på privatmarkedet lanceret landsdækkende IP-telefoni og fået mange tusinde nye ADSL-kunder (netforbindelse via telefonstikket, red.),« siger Telia-direktøren.

Kundetallet for bredbånd voksede i fjerde kvartal med 1.000 til 47.000.