Telia gør klar til at åbne ny front i bredbåndskrigen

Landets fjerdestørste teleselskab begynder at sælge mobile bredbåndsforbindelser over 5G-mobilnettet i løbet af efteråret og forventer, at mange vil droppe kabelforbindelsen, når de kan tage internettet og underholdningen med sig rundt, på et tidspunkt hvor internetforbindelsen på kabel-tv og fibernet stiger. Teleanalytiker kalder det en oplagt satsning.

Telias og Telenors fælles mobilnet er i fuld gang med at blive udbygget med 5G-teknologien, som kan levere hurtige dataforbindelser, som også dækker fint indendørs. 70 procent af mobilnettet er nu 5G-klar, hvilket åbner for at kunne tilbyde internetforbindelser, der i hastighed og kapacitet kan konkurrere med en forbindelse gennem et fiberkabel eller kabel-tv-nettet. Telia

Efter mere end et års intenst fokus på lynhurtige fiberforbindelser i bredbåndskrigen gør Danmarks fjerdestørste teleselskab, Telia, sig nu klar til at åbne en ny front, hvor det nye 5G-mobilnet skal bruges til at få flere til at droppe kablerne og vælge mobilt bredbånd, som man kan tage med sig i sommerhuset og på ferie.

Telia satser som sine konkurrenter på at kunne levere hele familiepakker med mobil-, internet- og tv-abonnement, og her skal navnlig internetabonnementet trække de øvrige ting med sig.