Teleselskabet 3 udsat for pengeafpresning i millionklassen

Teleselskabet 3 bliver afpresset af kriminelle, der kræver et større millionbeløb for ikke at udlevere oplysninger om en del kunder hos 3. Det oplyser 3 i en pressemeddelelse.

Foto: Camilla Rønde

Kriminelle er kommet ulovligt i besiddelse af oplysninger om ca. 3.600 kundenumre hos teleselskabet 3, og de kræver et større millionbeløb for ikke at offentliggøre oplysningerne. Det skriver 3 i en pressemeddelelse mandag morgen.

Oplysningerne handler om navne, adresser og cpr-numre, men ifølge 3 er oplysninger om bankoplysninger eller pinkoder ikke i de kriminelles besiddelse.

3 har overdraget sagen til politiet, der har vurderet, at gerningsmændene rigtig nok er i besiddelse af kundernes oplysninger, skriver 3 i pressemeddelelsen.

»Vi kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvordan oplysningerne er faldet i forkerte hænder, og indtil vi har sikker viden i det spørgsmål, vil vi ikke bidrage til spekulation. Vi afventer resultat af politiets efterforskning,« siger Sidsel Rosendal Olsen, der er kundedirektør i 3.

Hun tilføjer:

»Jeg vil gerne slå fast, at vi hos 3 naturligvis ikke medvirker til at forhandle med kriminelle. Vi har derfor overdraget sagen til politiet, som straks er gået i gang med efterforskningen, og vi er trygge ved, at man her kommer til bunds i en både alvorlig og meget ubehagelig sag for vores kunder og for 3.«

Teleselskabet oplyser i pressemeddelelsen, at der er tale om mindst ni måneder gamle oplysninger, og de beklager overfor kunderne, at en del kunde-oplysninger er kommet i forkerte hænder.

»Men det er vigtigt for os, at alle vores kunder har så megen viden og information om sagen som muligt, og derfor vælger vi at gå ud og fortælle om det, selvom vi lige nu står midt i en trussel om afpresning,« siger kundedirektøren Sidsel Rosendal Olsen.