Teleselskaber delte ulovligt i porten

Nye mobilnet truet af ulovlig aftale mellem teleselskaberne, som efterfølgende fik blåt stempel af myndighederne.

Nye, superhurtige mobilnet risikerer at blive forsinket, fordi konkurrencemyndighederne ikke synes om en aftale mellem teleselskaberne og myndighederne. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere
Det var ulovligt, at de store teleselskaber delte i porten - og det bringer nu fremtidens mobilnet i fare.

De svenske konkurrencemyndigheder, Konkurrensverket, har sat en solid kæp i hjulet på et kommende 4G-mobilnet i superfart ved at underkende en aftale, som fem store teleselskaber indgik i november 2008, og som efterfølgende fik det blå stempel i Post- och Telestyrelsen (PTS).

Særligt alvorlig

Teleselskaberne TeliaSonera, Tele2, Telenor, Tre og Swefour delte mobilfrekvensen på 900 MHz-båndet mellem sig, og efterfølgende gav PTS 15-årige licenser til at bruge denne frekvens til opbygning af et nyt og langt hurtigere mobilnet baseret på den såkaldte LTE-teknologi (Long Term Evolution), som har fået øgenavnet 4G. LTE-teknologien giver en teoretisk datahastighed på op til 150 megabit i sekundet, hvor en god dansk hjemmeforbindelse til Internet er på fire megabit i sekundet. Farten vil dog afhænge af antallet af brugere og afstanden til nærmeste mobilmast.

»Markedsdeling er en type af overtrædelse, som anses for at være særligt alvorlig. I kraft af aftalen har operatørerne (teleselskaberne, red.) afholdt sig fra at konkurrere om en værdifuld vare. Desuden har aftalen indebåret, at hele 900 MHz-båndet er blevet fordelt mellem de fem største selskaber inden for mobil telekommunikation i Sverige,« skriver Konkurrensverket.

Aftale gælder i 15 år

Aftalen betyder dermed, at alle øvrige konkurrenter er udelukket fra det svenske marked i 15 år frem i tiden, også virksomheder fra andre EU-lande.

Konkurrensverket reagerer efter en henvendelse fra det islandskejede teleselskab Ventelo og betyder, at det svenske erhvervsministerium nu skal komme med en god forklaring over for EU-Kommissionen, som har stillet en række spørgsmål til den svenske regering, senest i midten af oktober. Hvis aftalen strider mod EU-retten, skal fordelingen af licenser gå om.

Nej til at være malkeko

I Norge fik Netcom og Telenor allerede i 2007 licenser til 4G-net. Netcom vil i 2010 begynde at sælge 4G-forbindelser i Oslo, mens Telenor foreløbig venter til 2012.

I Danmark er licenserne endnu ikke blevet fordelt. IT- og Telestyrelsen under Videnskabsministeriet åbnede i sommerferien auktionen over de radiofrekvenser, der er sat af til trådløse bredbåndstjenester som LTE og konkurrenten Wimax, en slags langtrækkende trådløs forbindelse. Men der skal også være plads til at bruge dem til mobilt TV eller trådløse kameraer.

Selve auktionen finder sted i første kvartal 2010.

De danske teleselskaber har skruet bissen på og ladet forstå, at de ikke igen vil agere malkeko for staten, sådan som de mener, at det skete, da 3G-licenserne blev udstedt. I 2001, da 3G-mobilnettet skulle udbredes, betalte fire selskaber - »3«, TDC, Orange og Telia - hver en milliard kroner for licensen. Da Telia købte Orange, overtog Sonofon senere licensen for »kun« 533 millioner kroner. Hvert af de fire selskaber betaler årligt 71 millioner kroner til staten.

De danske teleselskaber forventer først at gå i gang med 4G-nettene omkring 2011-2012, når det nuværende 3G-net er blevet fuldt udbygget.

EU-Kommissionen har fra 2010 afsat 18 millioner euro til at fremme udbredelsen af LTE-teknologien.