Telenor: Supermobilnet må vente til 2012

De nuværende mobilnet bliver nu skruet op i hastighed hos Danmarks næststørste teleselskab, som fint kan vente til 2012 med at åbne det nye supermobilnet.

Telia åbnede sit LTE-net til hurtig datakommunikation på farten i de store byers bymidte i december 2010 (billedet). De andre teleselskaber venter til 2012. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Som det eneste teleselskab i Danmark får Telia i endnu et år at være det eneste, der sælger adgang til det nye supermobilnet.

Telenor satser stadig på først at lukke kunder ind på LTE-nettet (teknisk ukorrekt kaldet 4G i folkemunde) i løbet af næste år.

Indtil da skal der hellere satses på at udbygge de eksisterende mobilnet, det landsdækkende, klassiske GSM-net og 3G-nettet, som sikrer hurtigere dataforbindelse, og som især bruges til mobilt bredbånd - altså trådløs internetforbindelse fra en bærbar computer med mobilmodem eller en dyrere mobiltelefon.

Først mere fart på dagens mobilnet

»Vi arbejder fortsat med at teste vore 4G-installationer i Aalborg og København, men jeg regner stadig med, at vi først åbner nettet i 2012,« siger Telenors administrerende direktør i Danmark, Jon Erik Haug.

I løbet af maj vil et stort antal GSM-master blive opgraderet til 3G, og Telenor har samtidig brugt krudt på at gøre kvaliteten i mobilnettene bedre og mere stabil.

»Mobilt bredbånd udvikler sig i den rigtige retning, men der er ikke længere en formidabel vækst. Vi bygger dog stadig vore net ud, og fra maj får man bedre dækning. Det vil øge incitamentet til at bruge mobilt bredbånd, så det hele hænger sammen,« siger Jon Erik Haug med tanke på hele tiden at vænne danskerne til at være på nettet, når de er på farten.

Når LTE-nettene åbnes i 2012, vil datahastigheden være fem-ti gange hurtigere end den hurtigste datahastighed på mobilnet i dag. Det giver basis for at se direkte TV, spille onlinespil og andre datatunge opgaver, som i dag kræver en god tålmodighed og - ofte - en ditto pengepung.