Telenor-selskab i søgelyset for milliardbestikkelse

Tjente milliarder efter at have bestukket præsidentdatter for at få mobillicens.

Telenors topchef, Jon Fredrik Baksaas, vil ikke udtale sig om bestikkelsessagen, selv om han sidder med i bestyrelsen. Arkivfoto Kyrre Lien, AFP/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Lien, Kyrre
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Også Norges svar på TDC, Telenor, bliver nu indblandet i en betændt bestikkelsessag.

Det russiske mobilselskab Vimpelcom, som Telenor ejer en tredjedel af, skal ifølge efterforskere have tjent 1,7 milliarder norske kroner gennem ulovlige bestikkelser, skriver den norske avis Klassekampen.

Betalte til skuffeselskab i Gibraltar

I 2007 overførte Vimpelcom 25 millioner dollars til en konto, som den usbekiske præsidents datter, Gulnara Karimova, kontrollerer. Hun er ansvarlig for Usbekistans televæsen, og Vimpelcom betalte for at få licens til at drive mobiltelefoni i landet.

Betalingen skete fra et hidtil ukendt Vimpelcom-selskab, Watertrail Industries, på De Britiske Jomfruøer til selskabet Takilant, som er indregistreret i Gibraltar, og siden betalte Vimpelcom igen i 2011 30 millioner dollars til selskabet. I alt er der indgået 55 millioner dollars på Takilants konto.

Samme manøvre kostede for halvandet år siden koncerndirektøren og flere bestyrelsesmedlemmer i den svensk-finske telegigant Telia deres jobs, og siden er endnu flere Telia-direktører blevet afskediget. Også her drejede det sig om betaling for en 3G-mobillicens i Usbekistan.

Topchef vil ikke udtale sig

Afsløringen af Telenors engagement kommer netop fra retsdokumenter, som i fredags blev lagt frem i Stockholm Tingsrätt som en del af Telia-undersøgelsen.

Telenors topchef, Jon Fredrik Baksaas, slog i december 2012 fast over for den daværende norske erhvervsminister, at købet af licenserne i Usbekistan var sket lige efter bogen. Han har siden 2010 siddet med i Vimpelcoms bestyrelse men vil ikke lade sig interviewe af Klassekampen. Telenors bestyrelsesformand, Svein Aaser, vil ikke over for avisen Dagens Næringsliv forklare, hvad forskellen er på Telias og Vimpelcoms sager i Usbekistan.

Vimpelcom meddelte i marts 2014, at en undersøgelse af ulovlig bestikkelse i Usbekistan var sat i gang.

De eurasiatiske stater udgør en voksende del af forretningen hos både Telenor og Telia.

Telenor ejer 33 procent af aktierne og 43 procent af de stemmeberettigede aktier i Vimpelcom.