Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Den norske telegigant Telenor har onsdag solgt sine datterselskaber i Central- og Østeuropa for 27 milliarder norske kroner.
Det er mobilselskaberne i Ungarn, Bulgarien, Montenegro og Serbien, som sælges fra, hvorefter Telenor vil koncentrere sine aktiviteter om Skandinavien og Asien.
Telenor har 3.500 ansatte i de fire lande og flere end ni millioner kunder.
Den norske stat ejer 54 procent af Telenor, der i Danmark er det næststørste teleselskab efter TDC. Desuden ejer Telenor TV-udbyderen Canal Digital.
Flere penge til investeringer i bl.a. Norden
Frasalget i Østeuropa har været på tale igennem længere tid. Det er den tjekkiske milliardær Petr Kellners investeringsselskab PPF Group, der lægger beløbet, der svarer til 21,1 milliarder danske kroner. Det er ifølge flere norske analytikere lidt lavere end forventet.
Til gengæld giver det Telenor penge i kassen til investeringer i de øvrige lande.
Telenor har indtil frasalget aktiviteter i 12 lande, heriblandt Danmark, Norge og Sverige, fem lande i Asien og de fire central- og østeuropæiske lande. Tilsammen har koncernen 176 millioner kunder.
Også Telenors nærmeste konkurrent, svensk-finske Telia, som er Nordens største teleselskab, er i færd med at drosle antallet af lande ned. Telia er i gang med en større frasalgsrunde i Eurasien oven på en bestikkelsessag i Usbekistan. Også Telia vil koncentrere kræfterne om bl.a. Norden og Baltikum. Frasalgene giver Telia en bedre økonomi, som blandt andet skal bruges til at løse problemerne med indtjeningen i Danmark, hvor TDC æder stort set al indtjening på mobilmarkedet.