Telenor og Telia slår mobilnet sammen

Konkurrencemyndighederne har givet Danmarks næststørste og tredjestørste mobilselskaber lov til at slå deres net sammen og dermed skabe det bedst dækkende mobilnet. Samtidig sparer de to penge ved at dele regningen men fortsætter som konkurrenter.

Det er snart et år siden, at Telenors danske topchef, Jon Erik Haug (forrest), og Telias danske topchef, Søren Abildgaard (bagest), bekendtgjorde, at de slår deres net i Danmark sammen, så snart de får myndighedernes tilladelse. Den kom i går. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen, Scanpix Fold sammen
Læs mere

BARCELONA/KØBENHAVN: To af de største teleselskaber i Danmark har fået grønt lys til at slå deres mobilnet sammen og skabe det, som de selv kalder »Danmarks bedste net«.

Konkurrencemyndighederne godkendte onsdag eftermiddag, at Telenor og Telia i Danmark kan begynde at slå deres to mobilnet sammen. Det gør de for både at spare penge ved at dele regningen og for at få udryddet langt flere af de sorte mobilhuller, hvor der ikke er ordentlig dækning.

Ét stort net med 4.000 master

Med ét vil omkring 4.000 mobilmaster nu stå til rådighed for både Telenors og Telias kunder.

Sammenlægningen har været forberedt længe. I juni 2011 offentliggjorde de to telegiganter, som på verdensplan hver især er blandt de ti største mobilselskaber, at de vil arbejde sammen på den tekniske front men fortsætter som selvstændige selskaber og konkurrenter.

Siden har Telenor og Telia forberedt planerne for, hvad der skal ske, så snart det grønne lys blev tændt. Det var oprindelig håbet, at det ville ske allerede omkring nytår. Der er gået to måneder mere.

Først 4G

Allerførst vil det nye supermobilnet, 4G eller LTE, stå for skud. Telia har siden december 2010 opgraderet sit net til den nye og langt hurtigere teknologi, som gør det muligt f.eks. at se direkte TV over en mobilforbindelse til en telefon eller bærbar PC eller at spille onlinespil uden at falde af nettet. Telenor har en licens til 4G/LTE men har endnu ikke taget den i brug, mens Telia har haft solid succes med at sælge 4G/LTE til omkring halv pris af TDC og med en langt større geografisk dækning, end Danmarks største teleselskab kan levere.

Straks derefter vil Telenor og Telia begynde at slå deres 3G-signaler sammen, og til sidst kommer det stort set landsdækkende, almindelige GSM-mobilnet, som samtidig er det mest finmaskede og derfor ikke vil gøre en lige så stor forskel som de datarettede 3G- og 4G-/LTE-net.

»I dag er en vigtig milepæl for de danske telekunder,« siger de administrerende direktører for Telenor, Jon Erik Haug, og for Telia, Søren Abildgaard, i munden på hinanden.

To til at dele regningen

Samarbejdet vil spare begge selskaber for betydelige investeringsudgifter fremover, fordi de nu er to om at dele regningen. Besparelserne er kærkomne, fordi det danske telemarked - også set med europæiske øjne - er ualmindeligt barskt med en tilsyneladende uendelig priskrig.

Det er kun selve nettene, der slåes sammen. Hvilke abonnementer som Telia og Telenor tilbyder, klarer de hver især - og uden at fortælle konkurrenten, før det er for sent.