Telenor og Telia åbner for fuld 5G-fart på mobilnettet

For første gang bliver de nye og afgørende mobilfrekvenser i det langt hurtigere 5G-mobilnet nu taget i brug. I løbet af 2022 vil de fleste danskere – med den rigtige telefon og det rigtige abonnement – være dækket.

Alle landets mobilmaster og -antenner skal opgraderes til de nye 5G-signaler, som især kan transportere data langt hurtigere rundt, end dagens 4G-net kan. Nu begynder teleselskaberne at tage de nyerhvervede mobilfrekvenser i brug, så det bliver muligt. Telia/Telenor

To af Danmarks største teleselskaber skruer fra i dag markant op for kapaciteten i deres nye 5G-mobilnet.

Telenor og Telia, som i Danmark har haft fælles mobilnet siden 2012, tager de mobilfrekvenser i brug på 3,5 gigahertz, som selskaberne på en statslig auktion i april betalte 740,9 millioner kroner for at få adgang til at bruge i de næste 20 år.