Telenor lukker nu for 3G-mobilnettet for at skaffe mere plads til det nye 5G

Fra sommeren bliver stikkene ét for ét trukket på landets største mobilnet for den 20 år gamle 3G-mobilteknologi for at bruge kapaciteten til hurtigere mobildataforbindelser, som samtidig bruger mindre strøm.

Solen går ned over det 20 år gamle 3G-mobilnet for at skabe mere plads til det nye 5G-net. Telenor

Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, skruer nu fuldt op for blusset i skiftet til det nye og hurtigere 5G-mobilnet. Derfor lukker selskabet for sit 3G-net fra sidst på sommeren for at få ekstra kapacitet.

Telenor, som har lige over 1,6 millioner mobilkunder, forventer i år at opgradere næsten 1.400 mobilmaster landet over til 5G-signalerne, som er hurtigere til at sende data og giver langt større kapacitet i mobilnettet med et mindre strømforbrug. I 2021 kom de første 1.000 mobilmaster på 5G-nettet.