Telenor-koncernen sætter rekord

Mobilgiganten går frem i navnlig Asien men er presset i Danmark og hjemlandet Norge.

Telenors koncernchef, nordmanden Jon Fredrik Baksaas, er stolt af koncernens rekordregnskab. Foto: Telenor Fold sammen
Læs mere

Den norskejede Telenor-koncern stillede onsdag morgen med et rekordresultat, som lå 2,5 milliarder norske kroner højere, end hvad analytikerne havde forventet.

I fjerde kvartal 2013 havde Telenor en omsætning på 27,6 milliarder norske kroner og endte med et driftsresultat (EBITDA) på 5.237 millioner norske kroner.

Telenor hører til blandt verdens ti største mobilselskaber og er i Danmark nummer to efter TDC. En stor del af Telenors virksomhed ligger i Asien.

»I løbet af 2013 har Telenor-koncernen øget eller opretholdt markedsandelene på vores vigtigste markeder. I fjerde kvartal rapporterer Telnor om organisk indtægtsvækst på en procent, som er på linie med koncernens vækstrate for året. EBITDA-margenen (indtjeningsmargenen, red.) for 2013 var 34,5 procent, en stigning på to procentpoint fra foregående år. Kombinationen af indtægtsvækst og margenforbedring førte til en rekordhøj EBITDA på 36 milliarder kroner,« siger koncernchef Jon Fredrik Baksaas.

Fremgang i Indien - tilbagegang i Danmark og Norge

Telenors store - og dyre - satsning i Indien begynder nu at kaste resultater af sig. Indtægterne voksede i fjerde kvartal med 36 procent, og der kom to millioner nye indiske kunder til.

I Danmark mistede Telenor endnu 28.000 mobilkunder på årets sidste tre måneder, og selv om omsætningen steg en anelse til 1.174 millioner danske kroner, faldt driftsresultatet fra 134 til 131 millioner kroner.

Også i Norge er Telenor presset. Der kom godt nok 15.000 nye mobilkunder til, men i forhold til for et år siden er både omsætning og indtægter gået ned, og den enkelte kundes månedlige forbrug er faldet med fire procent.

I hele 2013 er der kommet 17 millioner nye kunder til, heraf alene de fem millioner i oktober-december.