Telenor kobler Sverige ud af dansk mobiltrafik

Frygten for at blive overvåget af svenske efterretningstjenester får landets næststørste teleselskab til at ændre på sit danske mobilnet.

Foto: Camilla Rønde. Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, er gået i gang med at lægge sin mobil- og datatrafik om for at holde den inden for Danmarks grænser. Det sker efter Berlingskes omtale af, at forsvarets efterretningstjeneste i Sverige har ret til at være med på en lytter på alt, der passerer grænsen.

»Da vi byggede infrastrukturen, anså vi jo Sverige som et venligtsindet land, og derfor har vi koble de to danske landsdele i øst og vest sammen gennem redundante forbindelser: en over Storebælt og en over Sverige. Det har vi ikke tænkt over som et problem, men da vi hørte, at svenskerne forbeholder sig retten til at kunne følge med, begyndte vi at undersøge andre muligheder. Anslået løber 10-15 procent af Telenors trafik via Sverige, det er altså en vis mængde,« siger Telenors netværksdirektør, Richard Stigaard.

Som Berlingske beskrev forleden, udvidede Sverige i november 2012 en omstridt lov fra juni 2008, som giver Försvarets Radioanstalt (FRA), der er forsvarets efterretningstjeneste, lov til at følge med i al mobil- og datatrafik, som krydser Sveriges grænser. Med lovændringen fik også både rigspolitiet og efterretningstjenesten Säpo adgang. Og der må også kikkes på selve indholdet – dog først med en dommerkendelse i hånden.

Danskernes taletrafik forbliver i Danmark hos alle de fire største teleselskaber, men det gør datatrafikken ikke. Anslået under 10 procent af datatrafikken hos TDC, 15-20 procent hos Telia og al datatrafik hos »3« går via Sverige. Teleselskaberne forsøger alle at sikre sig ved at kryptere datatrafikken og giver alle udtryk for, at de ikke har grund til at tro, at svenskerne kikker og lytter med, og at intet under alle omstændigheder udleveres, uden at der foreligger en dommerkendelse.

»Der går både et søkabel og et kabel over broen hen over Storebælt. Vi er ved at undersøge, hvad det vil koste at lægge trafikken om. Teknisk set ligger de to kabler lidt for tæt på hinanden. Det havde været rarere, hvis der var mange kilometer mellem dem. Så vi afvejer risikoen ved, hvad vi tror, at svenskerne holder øje med, og hvad prisen bliver. En ændring kan klares på et par måneder,« anslår Richard Stigaard.

Et alternativ kunne være at få etableret forbindelse fra Lolland-Falster over Fyn. Telenor vil dog ikke selv lægge kablerne men leje kapacitet.

Nylige afsløringer fra den afhoppede, amerikanske efterretningsagent Edward Snowden viser, at Sverige – ligesom Danmark <saxo:ch value="226 128 147"/> er med i samarbejdet kaldet »De ni øjne«, en slags kategori to i efterretningslaget med den skandaleramte efterretningstjeneste NSA, der er afsløret i massiv – og også ulovlig <saxo:ch value="226 128 147"/> overvågning i mange lande.