Telenor går nu helt i sort

Danmarks næststørste telekoncern mørkelægger nu totalt sine aktiviteter her i landet.

Danmarks næststørste teleselskab, Telenor, mørklægger nu totalt alle oplysninger om sit virke. Foto: Telenor
Læs mere
Fold sammen

Intet - absolut intet - vil en af verdens største telekoncerner, norskejede Telenor, offentliggøre om sine aktiviteter i Danmark, når hele koncernen ellers fremlægger regnskab på onsdag den 22. juli.

Siden Telenor og Telia i december 2014 meddelte, at de som det eneste sted i verden agter at slå deres forretninger i Danmark sammen og oprette et nyt, fælles mobilselskab med alle deres eksisterende kunder, har den statsejede, norske telekoncern betragtet sin danske forretning som under afvikling.

Det absolut eneste, som Telenor gennem de seneste to kvartaler har offentliggjort i Danmark, er mobilkundetallet - hverken omsætning, overskud eller sågar fastnetkundetal eller bredbåndskundetal er blevet lagt frem.

I 1. kvartal havde Telenor 1.966.000 mobilkunder, i 2. kvartal 13.000 flere.

Fusionspartneren lægger stadig alt frem

Nu har koncernen besluttet end ikke at offentliggøre dette ene tal, når næste regnskab kommer. Telenors konkurrent og fremtidige samarbejdspartner, svensk-finske Telia, fortsætter uændret med at lægge alle kort på bordet og kunne fredag melde om ny kundefremgang på ekstra 18.000 mobilkunder, 3.000 fastnetkunder, 3.000 TV-kunder og 3.000 bredbåndskunder som følge af øget omsætning med et ringere driftsresultat.

Telenor Danmark henviser til moderselskabet i Oslo.

»Siden fusionsplanerne blev offentliggjort, har Telenor-koncernen behandlet Telenor Danmark som en »discontinued operation« (ikke-fortsættende enhed, red.). Dette betyder, at vi ikke længere rapporterer om Danmark, og det er i tråd med, hvordan vi har behandlet lignende processer tidligere. Hvilke regnskabsmæsige vurderinger Telia lægger til grund for sin rapportering, må Telia selv svare for,« forklarer direktør i Telenors presseafdeling i Oslo, Hanne Knudsen.

Den norske stat ejer 54 procent af Telenor-koncernen.

EU-Komissionen vil 2. september offentliggøre, om den siger god for fusionen mellem Telia og Telenor og i givet fald på hvilke betingelser.

Telia og Telenor driver allerede i fællesskab mobilnet i Danmark. Sammenlægningen af dem, som ligger i det selvstændige selskab TT-Netværket, blev fuldbragt lige op til jul 2014.