Telenor frygter ikke samarbejdet med Telias nye ejer

Topchef ser ikke pengestærke Norlys' opkøb som et problem, så længe energikoncernen konkurrerer på fair vilkår.

Telia, som står til at blive købt af energikoncernen Norlys, har siden 2014 haft fælles mobilnet i Danmark med Telenor. Her ser man frem til samarbejdet med den nye ejer, som kommer ind, efter at selskaberne har brugt store summer på at opgradere mobilnettet til den nye 5G-teknologi. Telia

Telenors danske topchef ser frem til samarbejdet med energikæmpen Norlys, der står til at købe Telia i Danmark og dermed også overtager halvdelen af ejerskabet af de to teleselskabers fælles mobilnet.

»Vi får en finansielt solid partner ind i TT-Netværket. Jeg byder Norlys velkommen. De har samme værdier som os, og jeg kender Niels Duedahl (Norlys' koncernchef, red.) som en fin fyr og en visionær leder, som jeg har respekt for,« siger Lars Thomsen, der siden 2020 har stået i spidsen for Telenor i Danmark.