Telenor fejrer stor aftale med staten

Telenor Danmark har med Cybercity og Sonofon kørt TDC ud på et sidespor, når det handler om tele- og dataopgaver for den danske stat.

De store tele- og dataaftaler med den danske stat er faldet på plads, og Telenor Danmark hev lang størstedelen hjem i toårige aftaler, der forventes at have en værdi på omkring 900 millioner kroner. Det er Sonofon og Cybercity, der løser opgaverne for Telenor Danmark, og det altså dem, der de næste to år står for telefoni og medarbejdernes internetløsninger i den danske stat.

- I dag er virkelig en stor dag for Telenor Danmark og et resultat af flere års hårdt strategisk arbejde med at skræddersy fremtidssikre tele- og internetydelser til det offentlige. Med aftalen bliver vi den primære totalleverandør til det offentlige Danmark, siger Telenor Danmarks administrerende direktør, Henrik Clausen.

TDC måtte nøjes med en lidt mindre delaftale til en værdi af 200-300 millioner kroner. Den aftale betyder, at TDC står for de netværksløsninger, der tager sig af den statslige datakommunikation.

Ifølge Telenor Danmark betyder det samlet, at TDC har mistet leveringen af medarbejderbredbånd, som Cybercity nu skal stå for.

/ritzau/