Telemonopol bliver splittet i tre

Telefonnettet i New Zealand bliver lagt ud i selvstændigt selskab for at fremme konkurrencen.

Det tidligere statsmonopol, teleselskabet New Zealand Telecom, bliver splittet i tre inden nytår.

Det har bestyrelsesformand Wayne Boyd lovet den newzealandske regering, som har krævet selskabet delt op for at fremme konkurrencen.

New Zealand Telecom er landets største fastnetselskab og sidder på 80 procent af telemarkedet dér. Regeringen har krævet det splittet op i tre dele - videresalg til andre teleselskaber, salg til kunder og selve telenettet - inden marts 2008.

Samme tanke gør flere europæiske telestyrelser sig i øjeblikket for at sikre, at de gamle statsmonopoler ikke udnytter deres stærke markedsposition til at holde konkurrenterne ude af især bredbåndsmarkedet. Den danske IT- og Telestyrelse arbejder således med tanken om at dele TDC, så selve telefonnettet lægges ud i et selvstændigt selskab. Det svenske Post- och Teletilsynet har allerede meddelt Telia, at det vil ske i Sverige, og på EU-plan er telekommissær Viviane Reding i gang med at indføre muligheden for at kunne forlange de gamle statsmonopoler skilt ad.

New Zealand Telecom mener, at opsplitningen vil koste 200 millioner newzealandske dollars, næsten 800 millioner kroner, over de næste fire år.