Telekunder skal kunne bindes længere

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er klar til låse telekunder i op til et år.

Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er klar til at ændre reglerne, så telebranchen fremover må låse kunderne i et år mod i dag kun seks måneder.

»Jeg synes, at vi skal give kunderne valget mellem seks og 12 måneders binding. Der er ingen tvivl om, at længere bindingsperioder betyder lavere pris for forbrugerne, mens telebranchen får en mere stabil kundekreds,« siger ministeren til epn.dk.

For nylig mødtes Charlotte Sahl-Madsen med blandt andet Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet og teleekspert John Strand for at få kridtet banen op til en ændring af de nuværende bindingsregler. En ændring af reglerne kræver enighed i teleforligskredsen, hvor bl.a. S og SF tidligere har ytret modstand mod idéen. Alligevel er ministeren fortrøstningsfuld.

»Mødet for nylig var meget inspirerende og givtigt. Aftalen er, at vi nu tager en ny drøftelse af sagen i teleforligskredsen,« siger Charlotte Sahl-Madsen.

John Strand, adm. direktør i Strand Consult, mener, at forbrugerne vil vinde ved længere bindingsperioder.

»I dag bruger mobilselskaber i snit 1.500 kroner på at kapre en ny kunde. De penge kan ikke tjenes hjem på kunder, der shopper rundt efter seks måneder. I praksis betyder det, at fru Hansen med en gammel telefon betaler for de kunder, der får en ny mobiltelefon hvert halve år,« siger John Strand.

Telekommunikationsindustrien har længe gået stille med dørene i spørgsmålet om længere bindingsperioder. Men nu er TDC positiv over for ændringer.

»Vi er fortaler for en længere binding,« siger Allan Christiansen, markedsdirektør i TDC Privat.