Telekæmpe holder skansen i skarp konkurrence – tjener flere penge

Den norskejede telekoncern, der er Danmarks næststørste, har held med at satse på sikkerhed og får flyttet flere internetkunder til bedre og hurtigere forbindelser.

Telenor er Danmarks næststørste teleselskab og driver også lavprismobilselskabet CBB. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Danmarks næststørste telekoncern fortsætter med at styrke forretningen, mens det stort set lykkes at holde kundetallet uændret trods den skarpe konkurrence.

Telenor vandt i oktober-december endnu 1.000 mobilkunder og er nu oppe på 1.690.000, men tabte samtidig 1.000 internetkunder og har nu 117.000, fremgår det af regnskabstallene, som kom onsdag morgen.