Telegiganter truer med døde telefoner ved hasteforbud mod Huawei

Det vil koste et milliardbeløb af skulle fjerne alt udstyr fra den kinesiske mobilgigant Huawei, og kunderne vil opleve udfald, lyder advarslerne forud for en afgørende regeringsbeslutning i Storbritannien. I USA vil virksomheder fra august ikke kunne blive leverandør til det offentlige, hvis de bruger noget som helst udstyr fra fem kinesiske teknologigiganter.

Den kinesiske telegigant Huawei er under voksende pres flere steder i verden. Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

To af verdens største teleselskaber advarer om, at et hasteforbud mod at bruge teleudstyr fra den kinesiske gigant Huawei vil betyde døde linjer hos kunderne. USA er næsten klar med nye stramninger, som betyder, at ingen amerikanske myndigheder må handle med virksomheder, der i deres forretning bruger udstyr, som er købt fra telegiganter som Huawei og ZTE og fra giganter inden for overvågning som Hikvision, hvis udstyr netop har været i vælten i Danmark.

De to britiske telegiganter Vodafone og British Telecom kræver mindst fem år og helst syv år for at få tid nok, hvis den britiske regering, som stadig flere venter, helt vil forbyde teleselskaberne i landet at bruge udstyr i deres netværk fra Huawei.