Telegigant vokser på mobilkunder - indtjening halter

Danmarks næststørste teleselskab har fået 13.000 nye kunder i første kvartal. Det kniber dog fortsat med at tjene penge for den norskejede gigant.

Telenors topchef, Jesper Hansen, må erkende, at der stadig venter et stort arbejde med at sparke gang i forretningen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als

Norskejede Telenor lykkedes i første kvartal af 2016 med at kapre 13.000 nye kunder, fremgår det af telegigantens kvartalsregnskab.

Telenor, der aktuelt er Danmarks næststørste teleselskab, har dog fortsat vanskeligt ved at tjene penge på sine kunder, fremgår det af regnskabet.

Godt nok ender driftsresultatet (EBITDA) på 80 norske millioner, men omsætningen for den enkelte bruger pr. måned er faldet med tre procent.

I første kvartal omsatte Telenor for 1.256 milliarder norske kroner, hvilket er det samme som første kvartal i 2015, men det er fald på otte procent sammenlignet med sidste kvartal i 2015, og Telenor bemærker selv i regnskabet, at de vanskelige vilkår på det danske telemarked er en af forklaringerne. Det er de vilkår,

»Jeg glæder mig over, at vi havde kundefremgang i første kvartal og dermed fortsætter den gode trend fra 2015. Vores indtjening er dog fortsat presset af hård konkurrence og omkostninger til at transformere og digitalisere virksomheden,« siger Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor Danmark.

På bredbåndsfronten taber Telenor terræn og tabte i første kvartal 2.000 kunder, mens 1.000 fastnetkunder har forladt selskabet i årets første måneder.

Telenors adm. direktør i Danmark, Jesper Hansen, har tidligere meddelt, at han forventer, 2016 kan blive et positivt vendepunkt for det norske selskab, der i 2015 måtte nedskrive sin danske del af forretningen med 2,1 milliarder norske kroner, ligesom flere af de andre selskaber også har været tvunget til.

»Jeg ser nogen ting, der peger i den rigtige retning, og kvartallet er gået som forventet. Men det betyder ikke, at jeg har grund til at være tilfreds med alle de tal, jeg ser,« siger Jesper Hansen.

»Vi er undervejs på en rejse mod at blive en mere simpel, effektiv og digital virksomhed,« konstaterer direktøren, der trådte til sidste efterår.

Han kalder det »paradoksalt«, at danskernes forbrug af mobiltelefoni og data konstant sætter nye rekorder, alt imens leverandørerne har vanskeligt ved at tjene penge på hele arrangementet.

»Det er jo positive tendenser, at folk elsker at gå på nettet og elsker deres mobiltelefoner, men betalingsvilligheden for den rene access er faldet hos forbrugerne de sidste mange år, og det er selvfølgelig ærgerligt,« siger Jesper Hansen.