Tele2 skuffede på driften i andet kvartal

Svenske Tele2 kunne tirsdag morgen inden børsåbningen fremvise et regnskab for årets andet kvartal, som bød på en bedre omsætning, end der var ventet blandt analytikerne.

Omsætningen nåede således 6611 mio. svenske kr., mens analytikerne ifølge SME Direkt havde ventet en omsætning i kvartalet på 6577 mio. svenske kr. Til sammenligning omsatte Tele2 for 6343 mio. svenske kr. i samme periode året før.

Mens omsætningen steg mere end ventet, så kunne selskabets driftsresultat (EBIT) ikke helt leve op til analytikernes forventninger om et resultat på 686 mio. svenske kr. I stedet realiserede Tele2 et EBIT-resultat på 593 mio. kr. I samme periode året før var EBIT-resultatet 791 mio. svenske kr.



Den samme udvikling gjorde sig gældende for teleselskabets EBITDA-resultat, som heller ikke helt kunne leve op til analytikernes estimater. Blandt analytikerne var der ventet et resultat på 1428 mio. svenske kr., men Tele2 leverede kun 1393 mio. svenske kr. Det er ligeledes et fald i forhold til året før, som bød på et resultat på 1470 mio. svenske kr.

For hele 2015 fastholder Tele2 forventningerne.