Teknologigiganterne udveksler nøgler til metaverset

En lang række af de allerstørste teknologivirksomheder går nu sammen om at udvikle fælles standarder for det kommende metavers for at sikre, at det vil fungere på tværs og ikke i siloer – men Apple er ikke med.

Facebook skiftede i efteråret navn på sit moderselskab til Meta for at markere en markant satsning på det såkaldte metavers, som af flere – ikke mindst topchef Mark Zuckerberg (foto) – ses som fremtidens internet. Nu går mange af de største sammen for at sikre, at det virker på tværs. Chris Delmas/AFP/Ritzau Scanpix

Den altafgørende faktor for, at det meget omtalte metavers bliver afløseren for dagens internet, ser nu ud til at blive en realitet, efter at Facebook, Microsoft og andre teknologigiganter er gået sammen for at sikre fælles standarder, så de digitale verdener vil kunne fungere på tværs. Apple er dog ikke med.

Metaverse Standards Forum samler en række af de største selskaber, som arbejder på at skabe den nye, digitale verden, hvor man med digitale figurer (såkaldte avatarer) kan opholde sig og bevæge sig rundt, når man er på arbejde, deltager i møder, går til underholdning eller tager på indkøb.