Techambassadøren: »Vi skal gøre ansvarlighed til en konkurrencefordel«

På en gåtur gennem en af verdens største techkonferencer forklarer den danske techambassadør, hvad Danmark kan, hvad vi skal blive bedre til, og hvad vi absolut ikke skal lade os blive inspireret af.

På trods af at USA og Asien er langt længere fremme, når det gælder om at have store techvirksomheder, så er det helt essentielt, at vi holder fast i vores danske samfundsmodel – og bruger den til at fostre de næste store europæiske techfirmaer, mener Danmarks techambassadør, Casper Klynge. Arkivfoto Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LISSABON. Europa er på papiret lysår bag både USA og Asien, når det handler om at opfostre store techvirksomheder. Men i forhold til at få virksomhederne til at spille med i stedet for at undergrave vores værdier, institutioner og demokratier spiller europæiske og danske virksomheder en vigtig rolle. Det mener den danske techambassadør, Casper Klynge.

»Ansvarlighed ligger dybt forankret hos danske virksomheder og deres ledere – uanset hvem man er, så skal man opføre sig ordentligt,« siger han.

Berlingske møder Casper Klynge foran den danske stand på Web Summit, som er en af verdens største techkonferencer, der i disse dage finder sted i Lissabon i Portugal. Vi går mellem stande tilhørende verdens største techvirksomheder, mens han fortæller, hvad danske teknologivirksomheder er gode til, hvad de kan lære fra andre steder, og hvad de absolut ikke skal lade sig inspirere af.

Det kan vi

En af Danmarks stærkeste kvaliteter er den grundlæggende ordentlighed og ansvarlighed, som kendetegner vores samfund og erhvervsliv.

»Det er ikke i orden, at en virksomhed kan misbruges til at lække personlige data eller laver teknologi, der skaber splittelse i samfundet. Det kan få kommercielle konsekvenser, fordi offentligheden er god til at være kritisk, og det derfor kan være svært at sælge sine produkter,« siger han.

Casper Klynge, Danmarks techambassadør

»Jeg bor i Palo Alto, som er et af de steder i verden med den højeste koncentration af velstand, og alligevel ligger der mennesker og sover gaden.«


Den ansvarlige tilgang ligger fint i tråd med en globalt stigende opmærksomhed på, at virksomheder skal opføre sig ordentligt.

»Hvis vi kan vende ansvarligheden til en konkurrencefordel, og Europa kan skabe virksomheder, der kan konkurrere med de asiatiske og amerikanske, er det godt – både ud fra et værdiperspektiv og i forhold til at skabe jobs og økonomisk vækst,« siger Casper Klynge.

Det skal vi blive bedre til

På særligt to områder falder Danmark og Europa bagud i forhold til konkurrenterne i både øst og vest.

Det første er i forhold til at skaffe risikovillig kapital. Dér er de asiatiske og amerikanske startups væsentligt bedre stillet.

Dernæst har særligt Silicon Valley i San Francisco et helt andet økosystem i forhold til at skabe nye virksomheder.

»Et aspekt er den stærke interaktion mellem universiteter og et startupmiljø med masser af entreprenører. De har et mindset, hvor folk hellere vil være entreprenører end at være statsansat bureaukrat som mig selv,« siger Casper Klynge.

Det er hans indtryk, at der generelt er et større ønske om at blive entreprenør i innovationscentre som Silicon Valley i USA, Shenzhen i Kina eller Seoul i Sydkorea, end der er i Danmark.

Det skal vi ikke lade os inspirere af

»Jeg bor i Palo Alto, som er et af de steder i verden med den højeste koncentration af velstand, og alligevel ligger der mennesker og sover gaden,« siger Casper Klynge.

Den europæiske og i særdeleshed den danske model er nemlig vigtig at holde fast i, som vi bevæger os fremad. Carsten Klynge påpeger desuden, at vi i Europa har en overordnet tillid til myndigheder og institutioner, som ikke findes i samme grad i USA eller Asien.

»I Silicon Valley er der mange, der argumenterer for, at teknologi løser de opgaver, som staten ikke kan løse, og det er ikke tilfældet i Europa og slet ikke i Danmark. Og det skyldes langt hen ad vejen den tillid, der er mellem borgere og det offentlige,« siger han.

Netop derfor mener Casper Klynge hverken, at vi kan eller skal lade os inspirere én til én af verdens største techfirmaer og -nationer. Der skal sættes en europæisk kurs, og den skal vi alle være med til at fastlægge.