TDCs udlandsdrømme for skarpretteren

TDC likviderer nu Telmore International Holding, og dermed gravlægges den sidste rest af det, som skulle have været en international spydspids for TDC, men endte i en gigantisk skandale.

Spillet er ude for TDCs internationale satsning. Foto: Michael Bothager Fold sammen
Læs mere
Den allersidste rest af TDCs største internationale satsning nogen sinde forsvinder nu for evigt.

Danmarks største teleselskab har sendt sit datterselskab, Telmore International Holding, for skarpretteren. Det skal likvideres, og dermed slukkes der endegyldigt for de drømme, som skulle have sikret TDC en stor, international markedsposition på mobilmarkedet.

Selskabet var TDCs forsøg på at eksportere det succesrige Telmore-lavprismobilkoncept til udlandet. Det skulle ske i samarbejde med den græskfødte entreprenør Stelios Haji-Ioannou, hvis Easy-gruppe bl.a. tæller lavprisflyselskabet EasyJet.

Fyret med piber og ringetoner

Sammen oprettede de to parter i august 2004 mobilselskabet Easy Mobile. Med selvbetjening over nettet skulle Telmores danske succes nu ud i verden. Planen var at nå til Storbritannien, Holland, Frankrig, Tjekkiet, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Slovenien, Spanien og Portugal. Kun Storbritannien og Holland nåede at komme i gang.

Den hollandske forretning blev lukket efter kort tid, og i december 2005 fyrede TDC Frank Rasmussen, Telmores stifter, som var sat i spidsen for den internationale satsning, fordi han kendte konceptet så godt. Frank Rasmussens indimellem bramfri holdning og udtalte modstand mod bureaukrati passede dog ikke godt ind i TDCs kultur.

I november 2006 fyrede Stelios Haji-Ioannou så TDC med piber og ringetoner. Han smækkede offentligt med døren og gav de fem britisk-amerikanske kapitalfonde, som købte TDC i 2005, skylden.

»Dette var Europas første 10 milliarder euro-handel med private kapitalfonde og, som det er standardpraksis med nye ejere af denne type, blev forretningsområder uden for TDCs kærnemarked (d.v.s. uden for Danmark) udsultet for penge, og ledelsen blev udrenset,« lød den meget bramfrie udlægning fra Stelios Haji-Ioannou.

Alle har trukket sig

Både Telmore International Holdings direktør, Henrik Scheinemann, og bestyrelsen med TDC-koncerndirektør Jesper Theill Eriksen som formand har 12. august trukket sig fra deres poster.

Telmore, som blev stiftet i 2000, blev selv købt af TDC i januar 2004 for 299 millioner kroner. Salget gjorde blandt andre IT-investoren Ib Kunøe velhavende og sendte ham af sted på en bølge, hvor han siden har kunnet opbygge Nordens største IT-leverandør, Atea (som er en fusion mellem norske Ementor, danske Topnordic og svenske Atea).

Også Frank Rasmussen har klaret sig godt efter opkøbet og siden bruddet med TDC. Han etablerede et nyt lavprismobilselskab, Bibob, som norskejede Telenor købte for 93 millioner kroner i maj 2009.

TDC har siden solgt fra og koncentrerer sig i dag om Danmark samt erhvervssalg i Norden og endelig teleselskabet Sunrise i Schweiz.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra TDC til likvideringen af Telmore International.