TDCs fibernet kommer under kontrol

De danske myndigheder vil sikre, at konkurrenterne kan få adgang til det tidligere DONG-fibernet på samme betingelser som TDC selv.

Myndighederne griber nu ind og regulerer også TDCs fibernet for at sikre konkurrenterne ordentlige priser. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

TDCs køb af energiselskabet DONG Energys fibernet betyder nu, at de danske telemyndigheder udvider overvågningen af landets største teleselskab.

IT- og Telestyrelsen under Videnskabsministeriet har besluttet at regulere TDCs fibernet, hvorigennem der leveres TV, telefoni og internetforbindelser, på samme måde som fastnettet, der også ejes af TDC, i dag er under lup. Det sker for at sikre, at TDCs konkurrenter altid kan købe sig adgang på rimelige betingelser også til fibernettet.

Indgreb var ventet

I december besluttede IT- og Telestyrelsen, at andre selskaber skal have adgang til på regulerede vilkår at bruge TDCs kobber- og kabel-TV-net til at levere bredbånd, men kort efter købte TDC DONG Energys fibernet i Nord- og Østsjælland for 425 millioner kroner.

Det har lige siden ligget i kortene, at styrelsen ville skride ind over for TDCs fibernet. Styrelsens udmelding træder først i kraft efter en høring, hvor alle kan komme med gode argumenter mod et indgreb.

»Det vil give forudsigelighed og gennemsigtighed for både TDC og selskabets kunder. Reguleringen skal give gode muligheder for, at andre udbydere kan konkurrere på lige vilkår med TDC. Det kan de kun ved at have adgang til de samme net og samme betingelser, som TDC selv har,« siger vicedirektør i IT- og Telestyrelsen, Finn Petersen.

TDC ikke overrasket

Afgørelsen kommer ikke bag på TDC:

»I forvejen har vi jo sagt, at vi vil holde nettet åbent for alle, så dette er ikke nogen stor overraskelse for os. Vi har forsøgt at ramme engrospriser, som ligger i det spænd, som en forventet, efterfølgende regulering af priserne vil give. Nu har man reguleret TDCs kobber-, kabel-TV- og fibernet, så nu er det eneste lukkede net i Danmark elselskabernes eget fibernet. Det kan man skrive sig bag øret, næste gang de brokker sig over ikke at kunne få adgang,« siger Anders Thomsen, TDCs regulatoriske chef, til Business.dk.

Det har ikke været muligt at træffe Anders Christjansen, administrerende direktør for elselskabernes fælles bredbåndsselskab, Waoo, for en kommentar.