TDC vil sælge medarbejdernes sommerhuse

TDC-ansatte forstærker protesten mod ledelsens planer om at sælge 43 ferieboliger efter nye oplysninger om købet af husene, som medarbejderne mener er deres.

Stop salget af medarbejdernes sommerhuse!

De faglige organisationer i TDC skærper nu tonen over for ledelsen i sagen om teleselskabets bebudede salg af 43 feriehuse.

Det sker efter nye oplysninger fra tidligere fagforeningsfolk og en tidligere topchef i det daværende Jydsk Telefon (JTAS) om, at langt størstedelen af de i alt 63 ferieboliger er købt og betalt af medarbejderne i forbindelse med en rationaliseringsaftale mellem medarbejdere og ledelse i slutningen af 1960'erne.

Afdelingsformand i Dansk Metal, Leif Hartmann, siger til Ritzau, at han tirsdag på vegne af de faglige organisationer vil skrive til TDC-toppen og bede om et møde med ledelsen på baggrund af de nye oplysninger i Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Vi har en gang taget forbehold over for salget, men da afviste ledelsen, at der var noget af komme efter, fordi de er selskabets navn, der står på skøderne. Men nu vil vi forholde TDC-ledelsen de nye oplysninger, og så forventer vi, at den lever op til sin moralske forpligtelse til ikke at sælge feriehuse købt for medarbejdernes penge, siger Leif Hartmann.

/ritzau/