TDC vil erhverve Norden

Teleselskabet opretter en særlig nordisk erhvervsafdeling og sætter tidligere IBM-chef i spidsen. TDC er en nordisk lilleput, fordi man forpassede chancen for at købe op i tide, siger analytiker. (Opdateret kl. 10.53)

Danmarks største teleselskab vil forsøge at skaffe flere nordiske erhvervskunder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen
Der skal flere nordiske erhvervsordrer i hus hos Danmarks største teleselskab,TDC vil erhverve Norden TDC, som derfor opretter en ny afdeling for Norden og sætter sin hidtidige erhvervsdirektør i spidsen.

TDC Nordic skal satse på at få erhvervskunder i Sverige, Norge og Finland, og den tidligere nordiske IBM-direktør Jens Munch-Hansen, som har været hos TDC som erhvervsdirektør siden februar, bliver øverst ansvarlige for den nye satsning. Han fortsætter som medlem af TDCs koncernledelse.

Kamp på udebane

TDC skal dermed for alvor kæmpe på udebane mod Telenor i Norge og Telia i Sverige og Finland. TDC er en miniput i sammenligning med de to andre nordiske telegiganter. Telenor er verdens syvendestørste mobilselskab, hvor Telia ubestridt er Nordens største teleselskab. TDC har f.eks. ikke egne mobilfrekvenser i Norge og Sverige

»TDC er en ekstrem lilleput i Norge og Sverige, fordi man har fedtspillet og ikke købt op, da mulighederne var der. Nu er der ikke noget til salg, og derfor skal TDC finde væksten organisk,« siger aktieanalytiker Poul Ernst Jessen fra Danske Bank, som følger telemarkedet nøje.

Opdelingen gør ifølge ham ingen forskel, ud over at der kommer mere fokus på at få kunder uden for Danmark.

»Men TDC er stadig klart bagud på point i forhold til Telia og Telenor, fordi TDC mangler at kunne tilbyde egen mobildækning i Norge og Sverige. TDC har dog trods alt sin infrastruktur via købet af Song Networks, og den forretning kan der bygges videre på,« siger Poul Ernst Jessen.

TDC: Mere fokus

TDCs koncernchef, Henrik Poulsen, tror, at Norden skal give telekoncernen vækst.

»Vi har indgået en række vigtige aftaler i Norden - senest med den norske tipstjeneste, Norsk Tipping, og fremadrettet ser vi et betydeligt vækstpotentiale i Sverige, Norge og Finland herunder også markedet for hostingløsninger. Derfor ønsker vi at tilføre denne forretning yderligere kræfter og fokus ved at gøre det til en selvstændig forretningsenhed,« forklarer han i en pressemeddelelse.

TDC Erhverv får en omsætning på godt 7,5 milliarder kroner og ca. 1.600 ansatte.

Siden fem britisk-amerikanske kapitalfonde overtog TDC i 2006, har TDC solgt stort set alt fra for at koncentrere sig om Danmark. Tilbage er kun ejerskabet af det schweiziske mobilselskab Sunrise og det ungarske HTCC. Derudover har TDC fravalgt privatmarkedet i Norden og har de senere år udelukkende satset på nordiske erhvervskunder.

Privatmarkedet for teleselskaberne står stort set i stampe, og væksten på erhvervsmarkedet er beskeden. Kunderne skal skaffes ved at stjæle dem fra naboen.

Direktør vender tilbage

Jens Munch-Hansen overlader ansvaret for TDCs erhvervsforretning i Danmark samt Netdesign til den 42-årige Martin Lippert, som vender tilbage til TDC, hvor han tidligere var erhvervsdirektør. Martin Lippert har siden 2005 været administrerende direktør for Mach, som bl.a. står for den internationale afregning af mobilbrug.Martin Lippert indtræder i TDCs koncernledelse.

Koncernledelsen består fra 1. oktober af administrerende direktør og koncernchef Henrik Poulsen, koncernfinansdirektør Jesper Ovesen, koncerndirektør for TDC - Operations & Wholesale Carsten Dilling, koncerndirektør for TDC Privat Jesper Theill Eriksen, administrerende direktør for kabel-TV-selskabet YouSee Niels Breining, koncernstrategi- og HR-direktør Eva Berneke, koncerndirektør for TDC Nordic Jens Munch-Hansen og koncerndirektør for TDC Erhverv Martin Lippert.