TDC-topchef: TDC var aldrig den oplagte køber

Købet af Onfone er »en meget god aftale«, fastslår koncernchef Henrik Poulsen, som ikke har planer om flere opkøb lige nu.

Henrik Poulsen, top-chef i TDC. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Henriksen

Det var aldrig oplagt, at Danmarks største teleselskab, TDC, skulle overtage det lavprismobilselskab, som det seneste halve år har drevet til de store selskaber til vanvid.

Derfor slog TDC først til, da der for et par dage siden kom et konkret tilbud fra Onfone på bordet.

»Vi har naturligvis fulgt Onfone tæt de seneste måneder, fordi Onfone har en alvorlig indflydelse på mobilmarkedet i Danmark. Vi har dog aldrig betragtet TDC som den mest oplagte køber. Derfor er vi ikke gået mere ind i et muligt køb. Men til vor egen overraskelse fik så et tilbud for nogle dage siden,« sagde Henrik Poulsen på en pressekonference fra TDCs hovedkvarter i Københavns sydhavn onsdag formiddag.

Meget god aftale

Han kalder købet »en meget god aftale for TDC og for Onfone og Onfones kunder«.

Henrik Poulsen vil ikke lige nu sige, hvilken indflydelse på regnskabet købet får.

»Dette dukkede op de seneste dage. Vi har arbejdet med de seneste 48 timer, og derfor slog vi til nu, da vi fik et godt tilbud. Vi har ikke yderligere planer for opkøb nu,« siger koncernchefen.

TDC har klaret papirerne internt, for dagens køb er med Henrik Poulsens ord »en relativt lille handel«.

Det er Onfones kundemængde til gengæld ikke, og han ser store muligheder for, at TDC vil vinde kroner og øre på handelen.

»Vi vil få en margen ud af denne meget attraktive kundebase. Kun to udbydere har haft væsentlig indflydelse på det danske mobilmarked. Det var Telmore for otte år siden og Onfone i dag. Vi tror ikke, at der vil komme nye udbydere hvert år,« siger teletopchefen.

Skifter til TDCs net

Onfones kunder skal nu skifte fra Telenors net til TDCs og vil få nye SIM-kort tilsendt.

»Vi har ledt efter en stærk køber, som kunne passe på vore kunder fremover. Nu vil kunderne blive overført til TDCs net inden for den nærmeste måned,« siger Morten Strunge, administrerende direktør for Onfone.