TDC-topchef om sløj aktie: Opkøb skal ind under huden på investorerne

TDC har meget store forventninger til opkøbet af underholdningsvirksomheden MTG Nordics til 15 mia. kr., men på aktiemarkedet er der ikke udelt begejstring.

Foto: Uffe Weng. Administrerende direktør i TDC Pernille Erenbjerg er ikke overrasket over investorernes reaktion, der indtil nu har udmøntet sig i et gevaldigt kursdyk.
Læs mere
Fold sammen

Aktien falder torsdag eftermiddag 10,6 pct. til 35,77 kr., hvilket er et værditab på mere end 3 mia. kr., men TDC-topchef Pernille Erenbjerg er ikke overrasket over en tydelig reaktion.

»Det er uventet for aktionærerne, og der er altid en øjeblikkelig reaktion, uanset hvad man måtte annoncere. Jeg mener også, at det er fair at sige, at når vi kommer med noget nyt, så er det ikke noget, som man forstår lige med det samme.«

»Det tager tid at forklare og forstå de strategiske perspektiver og synergier, som vi forventer at kunne hente og meget sandsynligt overgå,« siger hun på et pressemøde i forlængelse af opkøbet.

FUSION IKKE SET FØR

TDC venter samlet at kunne hente 200 mio. kr. om året, ved at kunder i mindre grad forlader selskabet - blandt andet fordi udbuddet af indhold bliver større gennem MTG Nordics tilbud, der tæller Viasat, Viaplay og TV3. Desuden er forventningen at kunne skære 400 mio. kr. af omkostningerne.

Det er første gang i Europa, at et teleselskab går sammen med en indholdsleverandør, og kursfaldet skal derfor også ses i den kontekst, mener Anders Jensen, der bliver stedfortrædende direktør i TDC.

»Vi laver noget, som ikke er set før i hverken Europa eller Norden, så der er en læringskurve for alle involverede - især fra investorside,« siger Anders Jensen på pressemødet.

Købet bliver finansieret ved at udstede 309 mio. nye TDC-aktier til MTG, der derudover får 2,5 mia. kr. i hånden og andel af TDC's udbytte for 2018.

Efterfølgende vil MTG eje 28 pct. af TDC, og netop finansieringen af handlen er med til at presse kursen.

»Der er tale om en relativ stor aktieudvidelse, og det er der investorer, som ikke kan lide, og det er nok derfor, at vi ser den her reaktion,« siger Anne Sophie Riis, der er børsmægler hos ABG Sundal Collier.

FUSION MED TELIA AF BORDET

Danske Bank ser også aktieudvidelsen spille ind, mens en del af kursfaldet hænger sammen med, at Telia får sværere ved at købe TDC, som ellers kunne have givet en økonomisk gevinst til aktionærerne.

»Man kan spørge, om det er for meget, den falder. Der er nok nogle, der tidligere har spekuleret i, at Telia kunne have en interesse i TDC, og nu bliver det sværere for Telia at købe TDC, og det er nok en del af grunden til, at den falder så meget,« siger chefhandler Mads Zink fra Danske Bank.

De strategiske perspektiver ved TDC's opkøb og prisen er det ifølge Mads Zink endnu for tidligt at sige noget om.

Hos Alm. Brand ser aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen derimod gode muligheder i handlen.

»Det er TDC's våde drøm, at man nu også kan komme ind på indholdssiden, hvor der er mere vækst end i det traditionelle telemarked.«

»Det er rent strategisk et rigtig interessant træk, fordi der ikke rigtigt er andre teleselskaber, som har haft held til det. Det skaber en markant spiller på det danske mediemarked,« siger Michael Friis Jørgensen.

Hos Sydbank vurderer aktieanalytiker Morten Imsgard, at opkøbet kan være med til at løse de problemer, TDC har haft i sin tv-forretning med faldende kundetal.

»TDC har været udfordret på tv-siden gennem et længere stykke tid, fordi tusindvis af kunder siger abonnementerne op hver måned.«

»Man har erkendt, at det er nødvendigt selv at stå for underholdningen for at være relevant, så det her kan være en måde at skabe fremtidens TDC på,« siger Morten Imsgard.