TDC-topchef: Gratis tale kommer måske

Koncernchef Carsten Dilling vil ikke udelukke, at TDC går med i kampen, men glæder sig over, at den gratis tale tilsyneladende betyder, at danskerne betaler lidt mere hver måned for deres mobiltelefon. TDC fortsætter oprydningen blandt lavtbetalende kunder.

»Alt kan ske, men det skal ske på den rigtige måde og sammen med andre løsninger,« siger TDCs koncernchef, Carsten Dilling. Arkivfoto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE

Danmarks største telekoncern vil ikke udelukke, at også den kaster sig ind i mobilkampen med gratis tale - men det bliver ikke foreløbig.

Det siger topchef Carsten Dilling til Berlingske Business, efter at TDC fredag morgen fremlagde sit kvartalsregnskab for januar-marts med en tilbagegang på mobilområdet.

Konkurrenterne »3« og Telia lancerede i februar gratis tale-abonnementer, hvor man kan tale ubegrænset med alle. Samtidig begrænsede begge mængden af data, som er en del af abonnementet, og formåede samtidig at skrue månedsprisen en anelse op, noget, som telebranchen har sukket efter i flere år, hvor mobilpriskrigen gradvis har udhulet pengekassen og kostet alle selskaber gigantiske summer i tabt fortjeneste.

Det hele skal ikke være gratis

»1. kvartal har været spændende, fordi »3« og Telia er gået foran med ubegrænset tale. Men det er godt at se, at de er relativt ansvarlige, så man med fri tale måske også får lidt færre data i sin pakke. Dette er en vigtig proces, og det er aldrig godt for det danske marked, hvis det hele skal være helt gratis. Så har ingen råd til at investere i ordentlige netværk. Derfor har det været meget vigtigt for os at følge effekten af tilbuddene her i 1. kvartal,« siger Carsten Dilling.

Men I kender vel ikke effekten endnu? Tilbuddene blev først lanceret sidst i februar, og både »3« og Telia sagde samtidig, at de ikke forventede et kæmpe ryk-ind. Folk skal først opdage, at tilbuddene findes.

»Det er en helt rigtig pointe. Først er der snak og PR. Senere starter marketingsmaskinerne. Vi følger det meget tæt og kan jo se på antallet af numre, der skal overføres, og statistikker, hvor kunderne går hen. Vi er selv lidt overrasket over, hvor lidt tiltrækningskraft dette har haft. Men der er da nogle skvulp,« siger TDCs topchef.

Kan ikke udelukkes

Så TDC går altså ikke ind i at tilbyde gratis tale?

»Det får du mig ikke til at sige. Alt kan ske, men det skal ske på den rigtige måde og sammen med andre løsninger. Vi kikker naturligvis på, hvad fremtidens mobilpakkemodel skal være, og det er helt klart, at med de mange ekstratjenester, som vi har, ønsker vi at finde kombinationen, som vi kan tilbyde forskellige kategorier af kunder: De, der er mest talekunder, de, der er lette databrugere, og de, der er tunge databrugere. Folk skal have den bedste kombinationsmulighed, og vi har som stor koncern muligheden for at kombinere tingene,« siger Carsten Dilling.

Men forvirrer I ikke folk ved at have så mange varemærker? De fleste aner jo ikke engang, at YouSee er en del af TDC-koncernen, og I gør dem ikke opmærksom på, at de kan købe alle ydelser fra samme selskab i stedet for at have dem spredt hos mange.

»Vi vil gå foran i oprydningen i den jungle af varemærker, som vi har. Vi er godt i gang med at rydde op i et par stykker. Mobilmærket M1 er definitivt fjernet (og lagt ind under Fullrate, red.), så det breder sig som ringe i vandet. Der er brug for en forenkling af markedet, så forbrugerne har bedre sammenlignings- og valggrundlag,« siger TDCs koncernchef.

Oprydning i lavprisselskaberne

TDCs tab af mobilkunder i 1. kvartal skyldes ifølge Carsten Dilling, at koncernen fortsætter oprydningen blandt lavtforbrugende kunder, især dem med taletidskort.

»Vi er nået langt på TDC Privat, nu kommer så Telmore og de andre mobilmærker, hvor vi skal have samme sundhed ind i porteføljen,« siger Carsten Dilling.

Han glæder sig over, at TDCs erhvervsmobilkunder vokser i et antal med 10.000 i forhold til for et år siden, og at det for første gang i fem kvartaler er lykkedes at bremse nedgangen i deres månedlige gennemsnitsforbrug.

»Alt i alt viser det os, at de strategiske tiltag med en væsentligt mere stringent salgsledelse og styring af tilbud og ny produktportefølje har fået godt fat. Vi kan ikke flage på hverken halvt eller helt endnu. Der er stadig mere arbejde at gøre, før vi har opnået fuld stabilisering af erhvervskunderne. Vi forventer, at de næste kvartaler også bliver hårde på mobiltelefoni til erhvervslivet,« siger han.