Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
»Det er ikke et 100-meterløb. Det er et langt, sejt træk, og der vil gå tid, før vi leverer bedre i Danmark. Der er ting, der skal vaskes igennem på erhvervsmarkedet, og vi har ingen forventninger om, at 2016 bliver markant bedre. 2014 var hårdt, 2015 var hårdt, og 2016 bliver hårdt.«
TDCs topchef, Pernille Erenbjerg, mener, at TDC er, »hvor vi forventer at være« med onsdagens regnskab, som viste tilbagegang i såvel omsætning som resultat, og hvor TDCs danske forretning ikke bliver opvejet af bedre forhold i Norge og Sverige, hvor telegiganten også er.
Hun glæder sig over, at det tilsyneladende er lykkedes TDC at bremse kundeflugten. TDC har i januar-marts vundet 2.000 nye mobilkunder, 2.000 nye bredbåndskunder og 19.000 nye TV-kunder gennem to store aftaler.
Stadig skrøbeligt marked
»Det er usundt, at alle teleselskaberne ligger og skifter kunder hele tiden. Vi bør gøre det bedst mulige for de kunder, vi har. Nu ser mobilmarkedet relativt stabilt ud, men det er skrøbeligt, for mange tjener ingen penge. Men vi har faktisk for første gang i mange år vækst i mobilomsætningen på privatmarkedet, og det er lykkedes os at fastholde kunderne ved at levere kvalitet på de helt basale mobiloplevelser: nettet, bedre dækning og højere hastigheder. Vi er jo ikke billigst men synes, at vi tager en fair pris for et godt produkt. Så skal vi nu blive dygtigere til at lægge ting på toppen af abonnementet,« siger Pernille Erenbjerg til Berlingske.
Hun medgiver, at YouSee - Danmarks største kabel-TV-selskab, som fra 1. juli overtager samtlige privatkunder i TDC-koncernen - er »afgørende for, om vi ender i plus eller minus«.
Netop YouSee slås dog med, at kunderne vælger billigere og mindre TV-pakker og dermed giver TDC færre indtægter. Den gennemsnitlige indtægt pr. TV-kunde er modsat normalt ikke vokset i 1. kvartal, selv om TDC oven i købet hævede priserne ved årsskiftet. Og som senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank onsdag påpegede over for Berlingske, er skridtet kort til helt at droppe TDC som udbyder, når man først har valgt at gå ned til den mindste TV-pakke, hvad næsten en tredjedel af TDCs TV-kunder nu har gjort.
Vil gerne af med boksen
»Det er rigtigt, at der er pres på, men det er ikke nyt. Det er lykkedes os sammenlagt at tage flere kunder ind. Der sker en enorm udvikling på TV-området, og derfor er den nye TV-boks pokkers vigtig for os. Den langsigtede løsning er, at man ikke skal behøve en boks, men den teknologi er endnu ikke moden. Vi arbejder for at slippe for ekstra udstyr, for det giver jo også fejl, som vi skal supportere, men i en periode endnu er det nødvendigt, hvis man vil mere med sit TV,« siger Pernille Erenbjerg.
Hun regner fortsat med, at omkring 200.000 YouSee-kunder inden for 18-24 måneder har en TV-boks, som de i øvrigt betaler 30 kroner for om måneden oven i abonnementsprisen.
»Så må vi til den tid se, hvor vi er med en nyere løsning,« tilføjer hun.
TV og internetforbindelse splittes ad
Ligesom konkurrenterne indfører YouSee i øjeblikket muligheden for, at man kan købe TV og internetforbindelse uafhængigt af hinanden.
»Det vil givetvis betyde, at nogen splitter deres abonnementer ad, men de fleste vil jo stadig se TV, og derfor giver vi også mere valgfrihed i det nye TV-univers. Man har brug for en stor bredbåndskapacitet, når man bruger flere af de digitale oplevelser, herunder at se TV, men det betyder ikke, at man ikke er TV-kunde. Vi skal være relevante i den nye verden, hvor mange starter med en basis-TV-pakke og køber tjenester ved siden af. Det kræver enormt meget af bredbåndsforbindelsen, og den hastighed skal vi kunne levere,« siger TDC-topchefen, som ikke vil udelukke, at nytilkomne, rene internetleverandører som Hiper, der køber sig ind på TDCs net, kan nappe kunder fra TDC.
»Det er dog stadig en forretning for os, ligesom vi er vant til at køre en tilsvarende forretning på fastnettet,« tilføjer hun med henvisning til, at andre teleselskaber lejer sig ind på TDCs landsdækkende fastnet.
Hårdt år på erhvervsmarkedet
TDCs erhvervsforretning er under stort pres, og der vil gå endnu et år, før der er bedring på vej.
»Det kan vi absolut mærke, for konkurrencen på erhvervsmarkedet er faktisk hårdere end på privatmarkedet. Den er bare ikke så synlig. I 2017 vil erhvervsforretningen vise bedre tegn. Vi skal være dygtigere til at have mere at tale om med kunderne end prisen, og det skal være lettere at være kunde hos TDC. Typisk tegner virksomheder treårige kontrakter med aftalte priser, så det tager nogen tid at komme hele kundebasen igennem. Vi skal halvvejs ind i 2017, før vi er igennem det værste af det,« siger Pernille Erenbjerg.
Hun ser TDCs store fordel som værende den, der kan levere det hele og binde alt sammen, fordi TDC som den eneste televirksomhed i Europa råder over såvel mobilnet, fastnet og kabelnet.