TDC-teknikere gik hjem i protest

Massive arbejdsnedlæggelser onsdag, fordi 110 skal afskediges.

TDC-teknikere på Sjælland gik hjem onsdag. Foto: Colourbox Fold sammen
Læs mere

Nye massive arbejdsnedlæggelser ramte onsdag Danmarks største teleselskab, TDC, som reaktion på planlagte afskedigelser.

Teknikerne på Sjælland, organiseret i Dansk Metal, besluttede onsdag efter faglige møder at forlade arbejdspladsen og gå hjem. Det skete i protest mod afskedigelser af 110 medarbejdere, som TDC bebudede i sidste uge.

Dansk Metal har pålagt sine medlemmer straks at genoptage arbejdet.

Læs også: Nye fyringer i TDC giver arbejdsnedlæggelser

For en uge siden nedlagde op mod 400 medarbejdere arbejdet. Også i maj var TDC ramt af flere faglige møder under overenskomstforhandlinger om løn og en ekstra feriedag.

De 110 stillinger skal nedlægges af cirka 1.750 i installationsafdelingen til september, ifølge TDC fordi der sker færre fejl, og der dermed er overkapacitet.

TDC er landets største selskab inden for fastnet- og mobiltelefoni, bredbånd og kabel-TV.