TDC siger farvel til YouSee-direktør

Danmarks største teleselskab rydder op og lægger sit kabel-TV-selskab ind under privatkundeområdet - et brud med den hidtidige strategi. TDC afviser ikke en fyringsrunde.

YouSees mangeårige topchef, Niels Breining, stopper, når YouSee forsvinder ind under TDCs privatkundehat om halvanden måned. Foto: YouSee/TDC Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En større oprydning er i gang hos telegiganten TDC, der nu nedlægger guldægget YouSee som selvstændig forretning. Navnet fortsætter dog.

TDCs topchef, Carsten Dilling, fortsætter med at skære ned på antallet af forskellige TDC-varemærker ved nu at lægge YouSee ind under TDCs privatkundeforretning. Det betyder samtidig et farvel til YouSees - og tidligere TDC Kabel-TVs - mangeårige topchef, Niels Breining, der ifølge TDC »har valgt at fratræde«. Han skal fremover »fokusere på bestyrelsesarbejde« og løse konsulentopgaver for blandt andet TDC.

Ændringerne gælder fra 1. juli 2013.

»For at nå i mål med de høje ambitioner og fremtidssikre koncernen sætter vi nu de bedste folk sammen på tværs af koncernen. Både når det gælder udvikling, IT, netværksstrategi og vores tilgang til markedet,« siger topchef Carsten Dilling i en udtalelse

YouSee er med 1,2 millioner kundeforhold Danmarks største kabel-TV-selskab.

TDC bekræfter overfor Berlingske, at øvelsen vil medføre en række omorganiseringer internt, og at disse omorganisere vil medføre, at stillinger nedlægges, mens andre oprettes - og dermed kan det ikke afvises, at der bliver tale om fyringer.

Et brud med strategien

Det bliver i stedet svenskfødte Anders Jensen, som indtil nu har stået i spidsen for TDCs privatforretning, som udvider sit ansvar betragteligt ved at få hele YouSee under sig. Dermed samles alle TDCs privataktiviteter under én hat. Det har været en stor kilde til forvirring, at man som TDC-kunde kunne få nogle tilbud hos selve TDC og andre hos YouSee.

Planerne er et brud med den strategi, som TDCs ledelse, herunder YouSee-direktør Niels Breining fremlagde i London i efteråret, hvor TDC annoncerede, at der fremover skulle satses på to heste: Premium-varemærket TDC og det mere folkelige YouSee, der fik Onfone ind under sig og herefter skulle satse mere på pakkeløsninger og krydssalg til de mange tusinde YouSee-kunder. Siden har YouSee valgt at lancere Netflix-konkurrenten YouBio, der - ifølge den nu afgående direktør, Niels Breining, fortsat har som ambition at score halvdelen af alle danske streamingkunder.

Niels Breining kom til daværende Tele Danmarks erhvervsafdeling som økonomidirektør i 1995 og blev administrerende direktør for TDC Kabel-TV i 1999. Han er født i 1955 og uddannet cand. oecon. fra Aarhus Universitet i 1979.

Peter Schmeichel, bare med TV

Hos Strand Consult vurderer teleanalytiker John Strand, at manøvren vil spare TDC for op mod 200 mio. kroner årligt.

»Jeg forventer, at TDC nok holder fast i YouSee-brandet, men at selve YouSee-organisationen vil blive skåret op i mindre bidder og blive sammenlagt med de tilsvarende divisoner i TDC, f.eks. infrastruktur, administration og så videre. På den måde håber man at opnå synergier og lave besparelser for et sted mellem 100 og 200 mio. kroner årligt. Men der er naturligvis en risiko for, at ting kan gå galt. Det store spørgsmål er, hvordan de mindre antenneforeninger vil reagere - og konkurrenterne vil prøve at bruge trækket til at gå på hugst i YouSees kundebase,« siger John Strand, der betegner Niels Breinings afgang fra TDC som et stort tab.

»Det kan sammenlignes med, da Manchester United mistede Peter Schmeichel. Det er en stor mand, der forlader en stor stol, og han er en af dem, der har betydet mest for dansk TV de sidste mange år. Han har været med til at føde TV2News og TV2Sport og har været med til at give spillere som Viasat, SBS og TV2 adgang til danskerne med mange flere produkter,« siger han.

Flere tidligere omflytninger

Med sammenlægningen bliver Anders Jensen også øverste ansvarlige for mobilrebellen Onfone, der dog foreløbig fortsætter under YouSees varemærke.

Det overraskende skridt kommer i forlængelse af en række andre sammenlægninger, som har stået på hos TDC den senere tid. Dels er mobilselskabet M1 blevet lukket og lagt sammen med bredbåndsselskabet Fullrate, og seneste valgte TDC at kvæle det lille mobilselskab Heymobile, der blev søsat for blot et år siden.

TDC er Danmarks største teleselskab både på fastnettelefoni, mobiltelefoni, kabel-TV og internetforbindelser.