TDC-selskab får ny direktør

Tidligere direktør i Columbus IT indtager fra årsskiftet Netdesign.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En måned, efter at TDC fyrede direktøren for sit datterselskab Netdesign, er en afløser udpeget.

48-årige Steen Hagengaard tiltræder 1. januar 2013 som administrerende direktør for Netdesign, der sælger datanetværk til virksomheder. Han afløser Keld Jersild Olsen, der stoppede 14. november efter kun lidt over et år på posten. Forinden havde Keld Jersild Olsen gennem fire år stået i spidsen for den amerikanske IT-gigant Hewlett-Packards danske afdeling, som han med øjeblikkelig virkning stoppede hos i maj 2011.

Steen Hagengaard har gennem de seneste ni år været administrerende direktør for IT-konsulentfirmaet Columbus IT, som han begyndte i i 1992 men forlod i april i år. Columbus IT har IT-investoren Ib Kunøe som hovedaktionær og bestyrelsesformand. Tidligere har Steen Hagengaard været i Erhvervsgruppen og før da Handelsbanken.

Netdesign sorterer under TDC Erhverv, hvor koncerndirektør Eva Berneke fremhæver Steen Hagengaards lange erfaring inden for projekt- og konsulentopgaver.

TDC præsenterede 6. november sin nye treårsstrategi. Med den blev Netdesigns salgsfunktion integreret i TDC Erhverv.