TDC satser på pakkeløsninger til hele familien

Landets største telekoncern skal udnytte sin styrke ved at sælge telefoni, TV og internet som samlede pakker til hele husstanden og levere tjenester på tværs af det hele, siger TDCs nye koncerndirektør for alle privatkunderne.

Johan Kirstein Brammer har ansvaret for alle privatkunder hos TDC på tværs af alle mærker. Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En samlet pakke med telefon, TV og internetforbindelse og med musiktjenester og andet, der fungerer på tværs af alt udstyr hos hele husstandens beboere. For det er noget, som konkurrenterne til Danmarks største telekoncern ikke kan levere.

Det er TDCs opskrift på at holde fast på sine nuværende kunder og vinde nye til, og den opgave skal 37-årige Johan Kirstein Brammer nu løfte, efter at han for under en måned siden vendte tilbage til TDC og nu har ansvaret for alle TDCs privatkunder på tværs af alle mærker.

»Efterspørgselen ligger på husstandsprodukter. Folk vil gerne have én leverandør, som de kan bruge på tværs. Fremtiden bliver at købe ind som husstand, og det drives ikke alene af prisen. Opgaven for TDC bliver at levere på tværs, og her er TDCs musiktjeneste Play et godt sted at starte, for man hører ikke mindre musik men gør det på en anden måde. Og via en mobilapplikation kan man f.eks. fjernstyre TV-boksen hjemme, hvis man har glemt at sætte den til at optage,« siger Johan Kirstein Brammer.

Familieprodukter er vejen frem

Han var i 2011-2012 direktør for TDCs private mobilkunder men fik så job som konsulent i Egon Zehnder International, inden han blev hentet tilbage til TDC som afløser for koncerndirektør Anders Jensen, der sagde op, kort efter at også en anden af dem, der var i spil til den toppost, som Carsten Dilling løb med efter Henrik Poulsens jobskifte til DONG Energy, nemlig Eva Berneke, også forlod TDC for at blive ny administrerende direktør for IT-virksomheden KMD (tidligere Kommunedata, red.).


TDC har gennem det seneste år møbleret godt rundt på inventaret. I dag er der fire mærker: TDC, kabel-TV-selskabet YouSee, der for nylig fik lagt lavprismobilselskabet Onfone under sig og skiftede dets navn til YouSee Mobil, lavprismobilselskabet Telmore, der stadig er til dem, som går efter mobiltelefoni alene, og så Fullrate, der er TDCs lavprismærke inden for både telefoni, TV og internetforbindelser.

Johan Kirstein Brammer har nu ansvaret for alle privatkunder på tværs af mærkerne og skal slås med, at TDC gennem flere kvartaler har mistet mobilkunder.

»Mobilmarkedet er mere konkurrencepræget, og her kigger vi selvfølgelig på, hvad Telia og Telenor gør, mens vi på TV og bredbånd er godt positioneret med husstandsløsninger i TDC, YouSee og Fullrate. Husstandsprodukter med samlede løsninger, altså familieprodukter, er vejen frem, og her kan TDC lave konkurrencedygtige produkter. TDC står rigtig godt, fordi vi har flere strenge at spille på, hvilket vi senest så hos YouSee, hvor kunderne ønskede også at kunne få mobiltelefoni,« siger han.

Han vil dog gerne »vente med at svare, før jeg har siddet her 60-100 dage« på, hvordan TDCs kunder vil opleve, at der er en ny mand i chefstolen.

Mere selvbetjening

»Selvfølgelig har jeg mine tanker, men vi er tilfredse med den måde, som vi dækker privatmarkedet på. Kunsten er at ændre os løbende og ikke skære alle over samme læst,« siger Johan Kirstein Brammer og fremhæver, hvordan YouSee senest indførte større mulighed for selv at blande sine TV-pakker og løbende at kunne bytte ubrugt taletid med mere data på mobilabonnementet.

Samtidig skal kunderne i højere grad netop kunne betjene sig selv.

»Kunderne skal selv mere smidigt kunne håndtere mange ting, altså betjene sig selv mere. Jeg garanterer, at vi arbejder stenhårdt på at forbedre kundeservicen, der har været på dagsordenen i mange år, og her er det naturligvis en stor fordel, når man har samlet sine produkter ét sted,« siger han.

100.000 har siden juli 2013 anskaffet en TDC-familiemobilpakke, hvor man kan købe ekstra abonnementer op til fem personer for 99 kroner ud over det første, mens 157.000 har to SIM-kort på samme nummer, så de kan dele datapakken mellem mobiltelefonen og tavle-PCen. Og skulle nogen tro, at fastnettelefonen er uddød, må de tro om igen. Trods konstant og massivt fald i kundetallet er fastnettelefonen fortsat en væsentlig del af TDCs faste indtægter.

»Rigtig mange er glade for fastnettelefonen og bruger den meget, så vor opgave er at sikre, at den er til rådighed som et vigtigt produkt. Hvis man vælger TV fra TDC, følger der derfor automatisk en fastnettelefon med. Og jeg er da også selv meget glad for min fastnettelefon derhjemme,« siger Johan Kirstein Brammer.