TDC presses til at bruge penge på sjov

Det vil gå ud over aktionærernes udbytte, at Danmarks største telekoncern er nødt til at investere mere i underholdning og netværk for at holde skansen mod udenlandske konkurrenter, mener Sydbank.

Foto: ERIK REFNER. TDCs nye topchef, Pernille Erenbjerg, får svært ved at blive ved med at belønne aktionærerne, når hun skal bruge flere penge på at holde på kunderne, mener Sydbank. Arkivfoto: Erik Refner, Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Presset fra udenlandske underholdningsselskaber som Google, Netflix og HBO vil tvinge TDC til at skulle bruge store penge på nye investeringer i både netværk og underholdningstilbud, at Danmarks største telekoncern må skrue ned for udbyttet til sine aktionærer.

Sådan lyder vurderingen fra senioranalytiker Morten Imsgard fra Sydbank, som følger televerdenen tæt, forud for at TDC 27. januar i London vil præsentere sin nye strategi for fremtiden.

»Vi frygter, at den øgede konkurrence vil tvinge TDC til at øge sine investeringer i både netværksinfrastruktur og underholdningstilbud til kunderne. Det vil være med til at presse selskabets nuværende høje udbyttebetalinger,« mener Morten Imsgard.

Med investorbrillerne på ser han en risiko for, at TDC fremover kun vil udbetale omkring 40 procent af den såkaldte frie pengestrøm til sine aktionærer mod i dag 60 procent.

Stigende mobilpriser hjælper ikke stort

»2016 bliver efter vores vurdering endnu et år kendetegnet af hård priskonkurrence på det danske tele- og TV-marked,« siger senioranalytikeren.

Han forventer, at især TDCs erhvervsdivision vil mærke presset og dermed tjene færre penge uden udsigt til en nem løsning på at ændre det. De prisstigninger på mobilabonnementer, som alle fire store teleselskaber - i rækkefølge TDC, Telenor, Telia og »3« - har gennemført siden oktober, vil ifølge Morten Imsgard kun få »meget begrænset effekt« på TDCs indtjening.

»TDCs seneste regnskab viste efter vores vurdering tydeligt, at TDC er ramt af flere strukturelle udfordringer i takt med, at flere af selskabets slutmarkeder ændrer sig markant drevet af priskonkurrence og teknologisk udvikling. Vi forventer ikke, at TDC kan finde en hurtig løsning på problemerne. TDC synes fortsat at stå relativt alene i det danske marked med et ønske om at konkurrere på service og kvalitet frem for pris. Det vil efter vores vurdering vanskelligøre en hurtig bedring i TDCs indtjeningsudvikling,« lyder Morten Imsgards vurdering.