TDC-net bliver tvangsåbnet

Både YouSees kabel-TV-net og TDCs eget fibernet skal åbnes, så konkurrenter kan sælge internetadgang til TDCs kunder. (Senest opdateret kl. 11.27)

TDC ankede for et år siden beslutningen om tvangsåbning - uden held. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Danmarks største kabel-TV-selskab, TDCs YouSee, skal åbne sit net og give konkurrenterne adgang til at kunne sælge internetadgang til YouSees kunder og til alle, der kan kobles på TDCs fibernet - det nord- og østsjællandske højhastighedsnet, som TDC købte af DONG Energy i november 2009.

Det fastslår IT- og Telestyrelsen, Danmarks højeste myndighed på teleområdet, i en længe ventet afgørelse, som forpligter TDC til en række større investeringer, så det kan lade sig gøre.

30 sider lang afgørelse

Afgørelsen kom fredag formiddag og skal sikre, at der er ordentlig konkurrence på også dette område, som hidtil ikke har været reguleret. Men YouSee har - også gennem TDCs ejerskab - udviklet sig til at være en så stor spiller, at myndighederne mente, at der skulle gribes ind.

Danmark bliver dermed det første land - både i og uden for EU -, hvor man forsøger at etablere konkurrence på bredbånd via kabel-TV-nettet. Det giver en række tekniske og økonomiske udfordringer, fordi der ikke er noget at sammenligne med andre steder i verden.

I en 30 sider lang afgørelse fastlægger IT- og Telestyrelsen betingelserne.

Myndighederne har - groft sagt - sænket de priser, som TDC selv tager på fibernettet nu med 25-30 procent, men de nye priser er højere, end dengang DONG Energy havde nettet. På kabel-TV-området ligger priserne lidt over, hvad teleselskaberne køber sig ind for på det TDC-ejede, landsdækkende fastnet, når de vil sælge fastnettelefoni til kunder i områder, hvor konkurrenterne ikke selv kan levere varen.

Hvordan de endelige kundepriser bliver på kabel-TV-nettet, kan ingen svare på. IT- og Telestyrelsens afgørelse drejer sig nemlig kun om, hvad selskaberne indbyrdes må tage af hinanden. IT- og Telestyrelsens prismodel bygger på, hvad det bør koste på »et optimalt drevet telenet baseret på ny teknologi«.

Afgørelsen har øjeblikkelig virkning, dog gælder priserne på fibernettet fra 1. maj.

Langvarig strid

IT- og Telestyrelsen lagde lige før jul 2009 op til, at YouSees kabelnet skal åbnes, så konkurrenter kan leje sig ind og tilbyde internetforbindelser til YouSee-kunderne. Det skyldes, at YouSee har en afgørende stor markedsandel i Danmark. På tilsvarende vis lejer konkurrenter sig ind på TDCs fastnet.

TDC ankede for et år siden beslutningen om tvangsåbning.

YouSee har lige under 1,2 millioner danske hjem som kunder. Omkring halvdelen af dem er medlemmer af privatejede antenneforeninger, som TDC leverer sin tjeneste til.