TDC køber Skype-ekspert

Danmarks største telekoncern styrker sin pressede erhvervsforretning og overtager IT- og teleselskabet Cirque, som sælger Skype-løsninger til erhvervslivet.

TDC udvider nu sin pressede erhvervsforretning med opkøbet af Cirque. Arkivfoto: Thomas Breinstrup Fold sammen
Læs mere

TDC fortsætter rækken af opkøb og har torsdag overtaget virksomheden Cirque, der sælger netbaseret kommunikation - især Skype - til virksomheder i Danmark.

Overtagelsen sker straks, hvor Cirque bliver en del af TDCs udvidede erhvervstilbud. Prisen er en hemmelighed, men købet er ikke så stort, at det kræver konkurrencemyndighedernes godkendelse.

»Med købet får TDC en vare, som ingen af konkurrenterne har. Og efter at EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager ikke tillod Telia og Telenor at gå sammen og skabe et seriøst alternativ til TDC, sender TDC nu et missil efter Telia ved at snuppe en af Telias store engroskunder og samtidig styrke TDCs egen markedsposition og gøre det sværere for TDCs konkurrenter. Cirque køber nemlig al sin mobiltelefoni hos Telia. Og tilmed får TDCs eget YouSee nu flere kunder, fordi Cirque også har en lille bredbåndsforretning med privatkunder,« siger teleanalytiker John Strand, direktør for Strand Consult, om købet.

Cirques administrerende direktør og stifter, Kristoffer Basse, fortsætter sammen med den daglige driftsdirektør Mads Fosselius og de omkring 50 medarbejdere som hidtil.  På et senere tidspunkt vil Cirque rykke ind i TDCs hovedsæde på Teglholmen i Københavns sydhavnskvarter.

Skal styrke TDCs pressede erhvervsforretning

Cirque har 18.000 brugere og arbejder med at indbygge den dansk-svenske Skype for Business-teletjeneste i virksomheders telekommunikation, så man fra sin smartphone, tavle-PC og computer kan kommunikere gennem én applikation. Skype blev for nogle år siden købt af Microsoft, som siden har arbejdet programmet ind i sin Office 365-pakke.

»Cirque har et enormt stort potentiale, og deres løsning kan med TDC i ryggen skaleres og nå langt bredere ud. Det er som den eneste lykkedes Cirque at lave en fantastisk og brugervenlig løsning med Skype for Business og Office 365, og den vil vi rigtigt gerne kunne tilbyde alle vores kunder. Med købet får vi markedets absolut stærkeste tilbud inden for cloudbaserede kommunikationsløsninger til virksomheder. Cirque har over årene leveret flotte resultater og skabt en sund forretning med mange tusinde brugere og god indtjening,« siger Louise Knauer, TDCs koncernstrategidirektør, til Berlingske.

Cirques udbud skal kombineres med TDC Erhvervs tilbud inden for sikkerhed, datalagertjenester og netværk.

Flere opkøb er en mulighed

TDC Erhverv er under pres og skal reorganiseres som led i den nye treårsplan for Danmarks største telekoncern. Priserne på erhvervsmarkedet er udsat for en stadig skarpere konkurrence, hvor især Telenor, som er Danmarks næststørste teleselskab, har generet TDC ved at stjæle erhvervskunder, men også Telia har været på strandhugst.

»Vi har haft Cirque på radaren længe, men vi har talt om dette i omkring to måneder. Det skal løfte TDC Erhverv, og samtidig er det en erkendelse af, at fornyelse kan komme flere steder fra: fra TDCs egne medarbejdere, fra partnerskaber eller gennem fantastiske løsninger, som vi finder ude i byen,« siger Louise Knauer.

Og dermed står alle døre også åbne fremover?

»Det gør de. Det handler om at supplere, hvad vi har, med åbne øjne,« siger koncernstrategidirektøren.

Cirque er stiftet i 1999 og har siden 2009 også haft kontor i Frankrig. Cirque sælger også bredbånd til privatkunder.