TDC: Kapitalfonde har efterladt os stærkere

Med kapitalfonden KKRs exit er TDC nu helt ude af hænderne på den gruppe af fem kapitalfonde, der i 2005 overtog det danske teleselskab.

De fem kapitalfonde bag TDC har nu sagt farvel og tak til selskabet og administrerende direktør Carsten Dilling. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIels Ahlmann Olesen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De har efterladt et langt mere effektivt TDC, vurderer administrerende direktør Carsten Dilling over for Ritzau Finans.

TDC har da også gradvist forbedret sin margin under ejerskabet. Seneste i andet kvartal, hvor TDC øgede sin driftsmargin, EBITDA-margin, til 40,3 pct. fra 38,2 pct. året før trods et omsætningsfald på 6,5 pct. år til år.

»Kapitalfonde er et meget aktivt og krævende ejerskab for både en ledelse og en bestyrelse. Men det væsentlige for mig er, at vi efter syv et halvt års kapitalfondsejerskab, står med et TDC, der er et langt mere konkurrencedygtigt og kundeorienteret selskab,« siger Carsten Dilling.

Han mener, at kapitalfondene har været gode til at sparke gang i TDC og ændre på den gamle selskabskultur, der dominerede før ejerskabet.

»Fondene er i særdeleshed dygtige til at lægge en strategisk plan og sørge for, den bliver eksekveret. Jeg har været med fra starten og kan se, hvor meget TDC har flyttet sig på sin kundeorientering og det at kunne eksekvere på aktivitetsplaner,« siger Carsten Dilling og fortsætter:

»Eksekveringsevnen er gået væsentligt op. Det lidt mere embedsmandsagtige vælde, som man havde før, og som man har i mange store virksomheder, er omsat til, at der nu er fuld fokus på at lægge og eksekvere strategier og så loyalt at holde sig til dem.«

Uden kapitalfondene til at piske TDC fremad og levere effektivitet og solide afkast, ligger byrden nu på ledelsens skuldre. Det er dog en helt anden ledelse end før, siger manden i spidsen for selvsamme ledelse.

»Mine skuldre er heldigvis brede her, for jeg har en direktion på syv andre kolleger og et top management team med 60 ledere. Den gruppe er blevet revitaliseret og udskiftet, for under et kapitalfondsejerskab bliver der stillet høje krav til ledelsen,« siger Carsten Dilling og fortsætter:

»Vi vil lede virksomheden med præcis samme ambitionsniveau og mentalitet, som under kapitalfondsejerskabet. Det går ikke lige væk, fordi ejerskabet skifter.«