TDC henter tre nye chefer til IT og netværk

TDC har hyret tre nye chefer, som bliver en del af ledelsen i forretningsområdet Operations, der blandt andet står for driften af teleselskabets netværk.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Christensen

Der er tale om Antonietta Mastroianni, som kommer fra en stilling i det schweiziske teleselskab Sunrise, Christer Mattsson, som er hentet fra det finske it-selskab Tieto, samt Christian Duer, der kommer fra svenske Ericsson.

»De tre nye ledere skal blandt andet sikre den fortsatte agilitet i vores udvikling, stabilitet i vores netværk og enkelthed i vores drift. Det er helt afgørende for, at vores dygtige medarbejdere kan levere det allerbedste til vores kunder, som fortsat er det helt centrale omdrejningspunkt for os i TDC Group,« siger Jens Aaløse fra TDCs øverste ledelse i en pressemeddelelse.

De tre er ansat, efter at IT-chef Charlotte Hersdorf og direktør for TDC Operations, Peter Trier Schleidt, er stoppet for kort tid siden.

Andreas Pfisterer blev konstitueret koncerndirektør for TDC Operations som afløser for Peter Trier Schleidt, men TDC har ifølge Itwatch ingen kommentarer til, hvad hans rolle bliver fremover.

/ritzau/FINANS