TDC hæver endnu en gang priserne på mobil

For anden gang på kort tid hæver TDC priserne på sine billigste abonnementer med 10 kr.

Foto: Kim Haugaard.
Læs mere
Fold sammen

Fra 1. december vil det billigste abonnement på tværs af samtlige TDC-brands koste 119 kr. om måneden for nye kunder.

Det bekræfter TDC over for Ritzau Finans.

Det er kun halvanden måned siden, at telekoncernen hævede priserne senest. I starten af oktober blev priserne hævet fra 99 kr. til 109 kr. Dermed er det blevet 17 pct. dyrere i den seneste periode.

I forbindelse med den første prisforhøjelse i oktober fulgte konkurrenterne Telia, Telenor og "3" med og hævede priserne på de billigste abonnementer.

Begrundelsen for at smide en tier ekstra på abonnementerne er endnu en gang øget dataforbrug.

- Rationalet bag er fortsat, at kundernes forbrug af data stiger markant i disse år, og skal vi imødekomme behovet fremadrettet, er vi nødt til at investere i udbygning og vedligeholdelse af netværket, skriver TDC i kommentar til Ritzau Finans.

Der er ifølge teleselskabet store investeringer forbundet med at udbygge netværk, og derfor er højere priser ifølge TDC en nødvendighed for at skabe en sund forretning.

- Som Danmarks største teleselskab skal vi sikre den rette teknologiske udvikling til gavn for kunderne. De seneste år har TDC stået for 58 pct. af den samlede investering i danskernes digitale motorveje. Vi vil også gerne i fremtiden have mulighed for at investere - og det kræver en solid forretning, skriver TDC videre i kommentaren.

TDC's brands tæller Telmore, Yousee og Fullrate.