TDC-fusion har succes hos de helt små virksomheder

Danmarks største telekoncern købte Firmafon og fusionerede det med en del af sit eget Fullrate for at få bedre fat i de helt små erhvervsdrivende. Trods coronakrisen venter det nye Relatel 20 procents fremgang i omsætningen i år, og de tre Firmafon-stiftere er alle stadig med om bord.

Sådan – til venstre – så for ikke så forfærdeligt mange år siden et omstillingsbord ud, når man ringede til hovednummeret og skulle have fat i en medarbejder. I dag er omstillingsbordet i en typisk lille virksomhed blot software, som man selv kan sætte op. Peter Engelbrecht oprettede i 2011 Firmafon, som specialiserede sig i at betjene de helt små erhvervsdrivende på mobilområdet. I dag er han – efter fusionen med TDCs Fullrate Pro – administrerende direktør for det nye Relatel, som med fælles kræfter har fået godt fat på »et lidt forsømt« marked. Niels Ahlmann Olesen

Selv om man er lille, kan man godt have store mål.

TDCs relativt upåagtede minierhvervsselskab, Relatel, som i efteråret opstod ved en fusion af det opkøbte Firmafon og TDCs eget Fullrate Pro, går efter en omsætningsfremgang på 20 procent i år. For coronakrisen har mod forventning ikke lagt en dæmper på behovet for mobil- og bredbåndsabonnementer samt digitale omstillingsborde hos de helt små erhvervsdrivende op til 50 ansatte, som er målgruppen.