TDC forærer ungarsk selskab væk

TDC er nu næsten en rent dansk forretning. Kun Schweiz står tilbage. (Senest opdateret kl. 9.00)

TDC sælger sin ungarske forretning. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nu er der kun Schweiz tilbage, så er bordet ryddet på TDCs store udlandsudsalg, efter at det ungarske selskab onsdag morgen blev annonceret solgt til næsten foræringspris.

Danmarks største teleselskab har indgået betinget aftale om at sælge sine 64,6 procent af aktierne i det ungarske teleselskab Invitel til det central- og østeuropæiske investeringsselskab Mid Europa Partners.

Invitel, som tidligere hed Hungarian Telephone and Cable Corporation (HTCC), er et fastnetselskab.

Kun 55 millioner kroner

TDC får blot 54,9 millioner kroner for aktierne og sælger desuden sit aktionærlån på 253,8 millioner kroner. Salget forventes at indbringe 120 millioner kroner efter skat, når det gennemføres i fjerde kvartal 2009.

»Vi havde regnet med, at TDC mere eller mindre skulle forære den ungarske forretning væk. Der er ingen industrielle købere (andre teleselskaber, red.) til en ungarsk fastnetforretning, og Ungarns økonomi er hårdt ramt. Køberen har fået selskabet for småpenge og overtager samtidig en gæld på seks milliarder kroner. Det giver TDC en mere retlinet forretning og har fjernet en sten fra skoen,« siger Poul Ernst Jessen, aktieanalytiker i Danske Bank med fokus gennem mange år på telebranchen.

Mid Europa Partners købte i januar 2007 TDCs litauiske mobilselskab Bite for 3,4 milliarder kroner. Den handel vandt TDC 1,2 milliarder kroner på i forhold til, hvad Bite blev købt for.

Måtte købe op for at kunne sælge

TDC har forsøgt at slippe af med sit ungarske datterselskab i lang tid og valgte i januar 2007 at købe landets næststørste fastnetselskab, Invitel, for 3,5 milliarder kroner og slå de to sammen for at stå bedre ved et salg.

»Jeg er tilfreds med den løsning, som vi nu har fundet, og er sikker på, at Mid Europa Partners er de rette til at sikre den videre udvikling af Invitel,« siger TDCs koncernchef Henrik Poulsen i en pressemeddelelse.

Mid Europa Partners kan ifølge aftalen købe en del af Invitels obligationer fra de nuværende obligationsejere. Desuden skal konkurrencemyndighederne i Østrig og Serbien godkende salget.