TDC får endelig solgt IT-selskab

Maj Invest Equity køber TDC Hosting, som telegiganten ellers havde opgivet at sælge.

TDC frasælger nu sit IT-udliciteringsselskab, TDC Hosting. Arkivfoto: Torben Klint, Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Klint

Et år, efter at TDC måtte opgive at sælge sit datterselskab TDC Hosting, er det nu alligevel lykkedes at finde en køber.

Maj Invest Equity køber nu selskabet, der leverer IT-infrastruktur og IT-udlicitering. Købet skal dog først godkendes af de danske konkurrencemyndigheder, hvilket TDC forventer at ske inden for to-tre måneder.

Salgsprisen holdes hemmelig, men TDCs driftsresultat (EBITDA) ventes efter frasalget at falde med 100 millioner kroner. De penge, som kommer ind i TDCs kasse, skal bruges til at nedbringe TDCs gæld, der er betydelig.

Først ville ingen købe det

I april 2015 satte TDC TDC Hosting til salg, men i januar 2016 måtte TDC erkende, at der ikke var en køber til det, som ville betale, hvad telegiganten ville have for selskabet. TDC Hosting har 300 medarbejdere, der følger med til den nye ejer.

»Vi ønsker i TDC Erhverv at fokusere på vores kerneforretning, operatør- og inteegratorløsninger, og derfor har vi valgt at sælge selskabet. Det er vores vurdering, at vi med et salg opnår en højere værdi for TDC Group, end hvis vi fortsatte som ejer af TDC Hosting,« siger Marina Lønning, der er koncerndirektør for TDC Erhverv.

Hun tilføjer, at TDC Hosting allerede i dag fungerer som selvstændigt selskab, som arbejder tæt sammen med TDC Erhverv. Det samarbejde vil fortsætte, og derfor får det nye ejerskab ifølge Marina Lønning »ingen praktiske konsekvenser for kunder eller medarbejdere«.

Hårdt presset erhvervsmarked

Frasalget kommer ifølge TDC for at strømline TDCs erhvervsforretning, der er hårdt presset af navnlig konkurrenten Telenors aggressive kamp. Telenor stjal i november en af TDCs største kunder, medicinalselskabet Novo Nordisk.

TDC fremlagde 3. februar regnskab for 4. kvartal med tilbagegang på alle hovedtal: salg, omsætning og kunder. For hele 2016 har TDC mistet en milliard kroner i indtjening.

TDCs bestyrelsesformand gennem 11 år, Vagn Sørensen, har besluttet at træde tilbage på førstkommende generalforsamling 9. marts.

TDC Hosting har hovedkvarter i Tranbjerg uden for Aarhus og kontor i TDCs hovedsæde på Teglholmen i Københavns sydhavn. Selskabet er stiftet i 2004 og omsætter i dag for over en halv milliard kroner.