TDC dropper gebyr på Haiti-donationer

TDC dropper nu det gebyr, selskabet hidtil har taget for at formidle de donationer, som deres kunder har sms'et ind til Røde Kors.

Foto: VIVEK PRAKASH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det oplyser TDC's koncerndirektør, Jesper Theill Eriksen, til Ritzau.

Udmeldingen kommer efter, at TDC de sidste dage er blevet kritiseret for at opkræve et gebyr svarende til tre procent af det donerede beløb fra Røde Kors, som de formidler pengene for.

- Hvorfor har vi ikke gjort det før? For det første har Røde Kors ikke spurgt før, og selvfølgelig har det også påvirket os, at der er blevet skrevet om det i medierne, siger han.

Kreditrisiko



På trods af de omkostninger, som TDC har i forbindelse med sms-indsamlinger, understreger Jesper Theill Eriksen, at alle penge, der bliver og er blevet doneret til Haiti gennem Røde Kors, nu går til Røde Kors.

Han fortæller, at gebyret primært skulle kompensere for, at folk ikke betaler deres telefonregning.

- Vi tager kreditrisikoen ved, at folk, der har doneret, reelt også kommer til at betale til os i sidste ende, og det er en del af de omkostninger, der ligger i de tre procent, siger han.

Afviser vildledning



Jesper Theill Eriksen kan slet ikke få øje på, at der skulle være tale om vildledning af kunderne, fordi kunderne troede, de gav alle pengene direkte til Røde Kors. Der er nemlig omkostninger ved alt.

- Jeg tror ikke, der er nogen der donerer, som ikke ved, at for de penge de giver, er der nogen, der er nødt til at bruge nogle af dem for at komme frem med hjælpen, siger han.

Ud over TDC's gebyr tager firmaet, der leverer infrastrukturen til mobilbetalingen, Unwire, et lignende gebyr. Røde Kors oplyser dog, at man ikke har planer om at bede dem droppe gebyret.

Med TDC's udmelding er det kun det mindre teleselskab M1, som fortsat opkræver gebyr af donationerne.

/ritzau/