TDC drejer igen på prisskruen

1,00 kr. for et enkelt tryk på køkkentelefonens tastatur. Det er fra i dag virkeligheden for TDC’s 1,3 millioner fastnetkunder, som skal betale, uanset om man ringer forgæves, får forbindelse, taler lang tid eller blot giver en kort besked, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Foto: Brian Bergmann

Hidtil har kunder betalt 0,23 kr. i opkaldsgift samt efter, hvor lang tid der tales. Et umiddelbart prishop på mere end 400 pct.

Teleekspert Torben Rune forklarer, at der for talelystne TDC-kunder kan blive tale om, at de slipper billigere. Men samlet set er han ikke i tvivl om, at TDC’s seneste prisændring vil trække nye millioner op af lommerne på den hastigt svindende skare af fastnetkunder.

»Det er helt usandsynligt, at TDC skulle vælge at sænke priserne samlet set. TDC har ingen konkurrenter på fastnettrafikken og dermed intet incitament til at skære i regningen,« siger Torben Rune, adm. direktør i telerådgivningsfirmaet Netplan.

TDC-direktør Jesper Theill Eriksen afviser imidlertid, at prisændringen sker for at malke kunderne.

»Vi ønsker at tjene penge. Også gerne flere, end vi tjener i dag. Men med prisændringen på fastnetområdet prøver vi at tjene penge ved at give folk mere for 8 pengene, så de bliver hos os,« siger Jesper Theill Eriksen, ansvarlig for TDC’s privatkundeforretning.