TDC-chef vil modstå finanskrisen med offensiv

Den nytiltrådte koncernchef i TDC, Henrik Poulsen, forventer en hård kamp mod recessionen resten af året. Men TDC skal angribe sig ud af krisen, mener han.

Foto: Linda Henriksen
Det bliver tung kost for TDC at holde skruen i vandet resten af året - men det vil lykkes. Det er udmeldingen fra den næsten nytiltrådte koncernchef i TDC, Henrik Poulsen, der tidligere i dag fremlagde det første kvartalsregnskab med ham selv som chef.

Tallene viste en stigning i driftsindtjeningen (EBITDA) på 11 procent - og også en omsætningsstigning, der dog var så lille, at den ikke giver voldsomme udslag i regnskabets øvrige poster. TDCs kvartalsregnskab viser fortsat, at kunderne flygter fra fastnettet og går over til mobiler i stedet. Derfor forventer TDC at lande på samme niveau som i 2008, men koncernchefen erkender dog, at krisen kradser.

"Recessionen kan mærkes. Vi er ikke så hårdt ramt som mange andre industrier, men vi mærker det særligt i erhvervssegmentet, hvor virksomhederne er mere tøvende med deres investeringer, og får færre medarbejdere. På privatkundemarkedet rejser folk mindre, hvorved vi tjener mindre på roaming, og så har de en tendens til at vælge lidt lavere hastighed på bredbåndet for at spare lidt penge," siger Henrik Poulsen, der dog erklærer sig tilfreds med resultatet.

Sunrise-salg haster ikke
TDCs smertensbarn, det Schweiziske Sunrise, ser ud til at blive en bedre forretning for TDC. Omsætningen i Sunrise går fire procent frem, hvoraf noget dog skyldes valutakurs-udviklingen. TDC har i de seneste par år afhændet næsten alle sine udenlandske aktiviteter, men der har ikke været købere til Sunrise til en pris, der kunne tilfredsstille TDC. Nu erklærer Henrik Poulsen så, at det ikke haster med at få afhændet Sunrise.

"Når TDC skal exites, kan det sagtens ske som ejere af Sunrise. Alt tyder på, at vi har vundet markedsandele, og vi forholder os meget åbent til den vej, der giver den bedste løsning. Foreløbig koncentrerer vi os om at optimere selskabets værdi," siger Henrik Poulsen. De fem kapitalfonde, der ejer TDC, skal på et tidspunkt videresælge selskabet, hvilket kan ske til en ny ejer - eller via frasalg på børsen, hvor TDC stadig er noteret.

En bedre bundlinje
Den økonomisk situation får ikke Henrik Poulsen til at miste modet. Tværtimod mener han, at TDC skal slås sig ud af krisen via en række nye initiativer - blandt andet krydssalg mellem selskabets produkter i såkaldte pakker med bredbånd, TV og telefoni og en øget indsats i erhvervsafdelingen.

Henrik Poulsens forgænger, Jens Alder, havde dog en strategi om at spare sig til en bedre bundlinje, og den linje er også den, der slår igennem på TDC stigende driftsindtjening.

"Vi har effektiviseret og reduceret omkostningsniveauet, og afhændet en række aktiviteter, hvor vores marginaler var for tynde. Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes os at have en stigning i indtjeningen på 11 procent i et makroøkonomisk miljø som det nuværende", siger Henrik Poulsen.