TDC åbner for ufatteligt antal netadresser

Telekoncernen TDC er nu klar til at tilbyde danske virksomheder et stort antal nye ip-adresser med IPv6.

Verden er ved at løbe tør for adresser til de mange apparater, der skal kobles på internet. Men nu kan danske virksomheder få adgang til et utal af nye internet-adresser hos telekoncernen TDC.

Fra onsdag er TDC nemlig klar til at lancere den nye ip-løsning med navnet IPv6. Det åbner for et astronomisk antal nye ip-adresser - faktisk så mange, at der ikke findes et dansk ord for det. Helt præcist 340.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 nye IP-adresser.

- TDC er klar til at hjælpe danske virksomheder videre med de meget store muligheder for forretningsudvikling, der ligger i det eksorbitante antal ip-adresser i IPv6-modellen, siger Lars Struwe Christensen fra TDC Erhverv.

Han peger på, at der med IPv6 bliver lukket op for helt nye muligheder for massekommunikation mellem maskiner.

- Inden for brugen af for eksempel sensorer og anden overvågning af blandt andet it-systemer åbnes der nu op for et væld af helt nye innovationsmuligheder for dansk erhvervsliv, siger Lars Struwe Christensen.

Efterspørgslen efter ip-adresser stiger blandt andet, fordi et hastigt stigende antal smartphones, alarmer, hjemmesider, sensorer og offentlige knudepunkter skal bruge ip-adresser.

Antallet af ip-adresser er steget fra de første fire i 1969 til nu omkring de fire milliarder, som IPv4 rummer mulighed for.

Ifølge en ny forudsigelse fra den amerikanske it-koncern Cisco vil ip-trafikken på verdensplan blive firedoblet inden 2015. Væksten bliver især drevet af øget videoindhold.

I 2015 er der 15 milliarder internetforbindelser, hvilket svarer til to forbindelser for hver person i verden, vurderer Cisco.

/ritzau/

INFOshop: Små teleselskaber i fremgang