Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Fyringssagen handler blandt andet om kritik af Claus Jensens brug af én af selskabets snescootere, hvis hovedformål var at fragte varer fra KNIs hovedsæde i Sisimiut til lufthavnen i Kangerlussuaq.
I den fem sider lange juridiske vurdering fra selvstyrets og KNIs faste advokat, Niels Hansen Damm fra Advokatfirmaet Malling & Hansen Damm i Nuuk, hedder det blandt andet:
»Der foreligger oplysning om, at snescooteren i meget vidt omfang i den forgangne vinter (2012/13 red.) er blevet anvendt af Claus Jensen og dennes hustru. Forholdet anser jeg samlet set som pligtstridigt.«
Den juridiske vurdering beskriver en række andre forhold, som advokaten finder belastende, bl.a. at Claus Jensen i oktober 2012 inviterede sine børn og svigerbørn fra Danmark til Sisimiut, KNIs hovedkvarter, i forbindelse med en »Hollywood-fest«.
»Børn og svigerbørn deltog ved bordopdækning, fotografering og andet, hvilket ifølge Claus Jensen skulle begrunde, at KNI har afholdt 40.000 kr. i rejseomkostninger til børn og svigerbørn. Jeg finder denne begrundelse meget tvivlsom for at afholde en udgift i denne størrelsesorden ... også dette anser jeg for pligtstridigt,« skriver advokaten.
Efter indstillingen fra advokat Niels Hansen Damm om, at der ingen tvivl var om, at bestyrelsen kunne fyre Claus Jensen, valgte bestyrelsen at afskedige ham.
De to interne KNI-rapporter, et revisionsnotat og en juridisk vurdering fra koncernens revisor og advokat, om tidligere Fakta-direktør Claus Jensens gøren og laden bygger på udsagn fra tre anonyme breve fra medarbejdere i KNI. I de anonyme breve blev der fremsat en række beskyldninger mod direktionen og ledende medarbejdere i koncernen.
Flemming Poulfelt, der er ledelsesekspert og professor i management og strategi på Copenhagen Business School, CBS, ryster på hovedet over fyringen af Claus Jensen.
»Det er jo ikke foregået professionelt. Men anonyme breve kan man i en bestyrelse aldrig bruge til noget. Det er jo bare bestillingsarbejde. Hvis man modtager anonyme breve, er det i 98 procent af tilfældene noget, der er fingeret,« siger han.
»Det er en klassisk situation. Når formanden tilsyneladende ikke bryder sig om den administrerende direktør, må formanden finde en årsag til at få direktøren ud. Så har man gravet og fundet ud af, at direktøren blandt andet har kørt på en snescooter. Efter min mening er det fuldstændig i bagatelklassen og ikke noget, man fyrer en administrerende direktør på. Man kan godt diskutere, om det er i orden, at han har fået fløjet sine børn op på firmaets regning. Men direktøren er fyret på bagateller,« siger Flemming Poulfelt.
Afskedigelsen fik tre danske bestyrelsesmedlemmer – Marianne Wiinholt, finansdirektør i DONG Energy, Lotte Lundberg, direktør i A.P. Møller - Mærsk og Fie Hansen-Hoeck, professionelt bestyrelsesmedlem – til at forlade KNIs bestyrelse i protest. De fandt ikke tilstrækkelig dokumentation for fyringen og var helt uenige i flertallets beslutning om straks at skille sig af med KNIs chef og i måden, den blev truffet på.
KNIs nuværende bestyrelsesformand, Niels Thomsen, valgte tidligere på ugen at offentliggøre de to redegørelser via den grønlandske avis »Sermitsiaq« til trods for en aftale mellem Niels Thomsen og Claus Jensen om ikke at kommentere fyringen eller begrundelsen herfor.
Efter fyringen af Claus Jensen afslog Niels Thomsen at udtale sig netop med henvisning til den aftale, han havde indgået med Claus Jensen.
KNI-bestyrelsesformand Niels Thomsen skriver i en mail til Sermitsiaq i forbindelse med offentliggørelsen af den juridiske vurdering og revisionsnotatet, at der »hermed skabes mulighed for at få indblik i baggrunden for en klar flertalsbeslutning i bestyrelsen«.
Aftalen skal overholdes
Berlingske Business har kontaktet Claus Jensen, som ikke vil fortælle, om han pr. advokat vil reagere på formandens aftalebrud.
»Vi har en gensidig aftale om ikke at kommentere sagen, som det er normalt for den slags fratrædelser. Jeg vil overholde aftalen med Niels Thomsen om ikke at sige noget,« siger Claus Jensen.
De omkring 57.000 indbyggere i Grønland har, siden landsstyreformand Aleqa Hammond og hendes ministre i foråret overtog regeringsmagten, oplevet en stribe udskiftninger og fyringer af departementschefer og andre ledende medarbejdere i selvstyrets virksomheder.
På KNIs ordinære generalforsamling i august udskiftede landsstyreformand Aleqa Hammond formanden og næstformanden Mikael Skourup og Vagn Andersen med den grønlandske erhvervsmand og tidligere medlem af Landstinget Niels Thomsen og den islandske erhvervsmand Gunnar K. Gudmundsson. Rygterne løber hurtigt i Grønland. Det var derfor ikke helt uventet, at KNIs topchef Claus Jensen blev fyret. Med de tre fyringer har flere end en halv snes personer i den daglige ledelse og bestyrelse nu forladt KNI.
Varmt forår
Til foråret har landsstyrevirksomhederne Royal Greenland, Royal Arctic Line, Tele-Post og Air Greenland ordinære generalforsamlinger. Her vil det vise sig, om landsstyret erstatter nogle af de danske direktører, bestyrelsesformænd og bestyrelsesmedlemmer med lokale grønlandske profiler.