Tal som din WoW-nisse med nyt headset

WoW-headset laver din stemme om.

Med et nyt Soundblaster-headset fra Creative er det slut med at tale med sin World of Warcraft guild med en dyb basstemme, når ens gnome retteligt burde tale i en pibende nissetone. Det nye headset laver nemlig ens stemme om, så den matcher ens karakter.

Det vil sige, at fuldvoksne mænd kan komme til at lyde som bedårende elverkvinder, og bedårende kvinder kan lyde som døddrukne dværge.

Creative har udviklet headsettet i samarbejde med Blizzard, der står bag World of Warcraft. Headsettet skaber et virtuelt surroundmiljø og er trådløst. Hvis man er meget ungdommelig, så kan man også få headsettet til at skifte farve i forhold til om man kæmper for Horden eller Alliancen. Det er dog nok hensigtsmæssigt, hvis alle i guilden investerer i det nye headset, så man ikke risikerer at komme til at lyde lidt sær i sammenhængen.

Man kan høre en tysk test af lydeffekterne i videoen nedenfor. Det koster 1199.-.

(Note: Der har tidligere været lidt polemik på ComON om, hvorvidt Gnomes er nisser. Hvis man søger på Gnomes på Google billedsøg, så dukker der dog billeder, der til forveksling ligner nisser op. Den danske oversættelse af Garden-Gnome er da også Havenisse. Litteraturen på området tyder på, at Gnomes/Nisser og andre småfolk udspringer fra den samme europæiske folklore. Deraf kan man med en vis ret udlede, at WoW spillere der spiller som Gnomes, spiller spillet som julemandens små hjælpere, også kaldet nisser eller nissefolk)